Video : Tipsbladet
Superliga

Cornelius behandlet i Qatar: Min krop er tip-top

Andreas Cornelius har været i Qatar for at blive undersøgt.

Andreas Cornelius har besøgt Qatar-klinikken Aspetar for at blive undersøgt. Det fortæller angriberen til B.T.

Cornelius har været alvorligt præget af skader, siden han vendte tilbage til FC København i sommeren 2022. I sidste sæson blev det eksempelvis til blot 505 minutters Superliga-fodbold for den tidligere landsholdsspiller.

FCK og Cornelius udnyttede derfor den nu forhenværende landsholdspause til at sende angriberen til Qatar, hvor han tilbragte ni-ti dage.

På Aspetar er stjerner som Neymar, Kylian Mbappé og Riyad Mahrez også tidligere blevet behandlet. Klinikken kunne dog ikke give Cornelius svar på, hvordan han har kunnet gå fra en næsten skadesfri sæson i Trabzonspor til at være så ramt, som han har været det sidste års tid.

- Nej, det har ikke givet svar på den måde. Der er ikke kommet nogen forklaring. Min krop er tip-top, og den er, som en eliteatlets krop skal være som 30-årig. Der er ikke noget, man kan sætte en finger på, så det handler egentlig bare om at komme ind i en god rytme.

Andreas Cornelius har spillet 203 minutters fodbold for FCK i denne sæson. Han fik tirsdag 45 minutter i Future Cup-kampen mod FC Midtjylland.