Som sæsonoptakt tager tipsbladet.dk fat i alle de 12 Superliga-trænere for at høre den aktuelle tilstand i klubben og forskellige forudsigelser for sæsonen, inden det går løs fra 17. juli.
Her:
Ståle Solbakken, 47 år
Cheftræner hos FC København
1) Hvad er jeres største styrke forud for sæsonstarten?
- Vores største styrke er, at vi har vist, at vi trods vanskelighederne i hele sidste sæson fortsat har en stor vindermentalitet. Vi hentede mange point i sidste sæson, og vi får nogle spillere tilbage, ligesom vi har hentet nogle nye spillere. Vi har bygget på, og jeg tror, at vores største styrke er, at grundbasen er rigtig god, mens vi har mange strenge at spille på, hvis vi kan holde os skadesfri og integrere de nye ordentligt.
2) Hvad er jeres største spørgsmålstegn forud for sæsonstarten?
- Der er mange, der spørger os, hvorfor vi ikke køber nogle flere spillere. Vi er også tynde nogle steder på holdet, men vi har altså Antonsson, Stadsgaard, Bashkim, Cornelius skadet, mens Santander ikke er kommet endnu. Vi har fem spillere i baghånden, som arbejder på at komme tilbage. Lige nu er vi i en situation, hvor vi ikke bare kan handle løs. De skadede spillere skal stadig have løn. Det er vores største udfordring – særligt i starten.
3) Hvilken placering opnår dit hold i Superligaen?
- Jeg tror, at vi vinder nu. Det bliver jævnt mellem os, FC Midtjylland og Brøndby, men hvis vi er lidt heldigere i år, så tror jeg, at vi tager det længste strå. Vi skal bare være halvt så uheldige som i sidste sæson.
4) Hvem får et gennembrud i Superligaen på dit hold?
- Benjamin Verbic har nogle ekstra offensive kompetencer, så han kan få et gennembrud. Han har allerede vist, at han kan noget.
5) Hvem bliver Efterårets Profil i Superligaen?
- Hvis jeg ikke skal pege på en fra mit eget hold, vil jeg sige Nicolaj Thomsen. Hvis han fortsat spiller i AaB, vil jeg tro, at han kan tage endnu et skridt i sin udvikling.
6) Hvem vinder guld, sølv og bronze i Superligaen?
- Jeg tror, at FCK vinder guld. Så tror jeg, at Brøndby vinder sølv, mens Midtjylland vinder bronze, hvis de kommer i et europæisk gruppespil. Det bliver de små marginaler, der afgør det.
7) Hvem rykker ned?
- Det har jeg ikke et bud på, men der er ikke mange nedrykkere i hvert fald.