Casper Højer skal møde sine gamle venner: Fedt, hvis der er lidt lir
Foto: AGF
Superliga

Casper Højer skal møde sine gamle venner: Fedt, hvis der er lidt lir

Det er mindre end en måned siden, at Casper Højer Nielsen forlod Lyngby og skiftede til AGF. Nu er han tilbage på Lyngby Stadion og skal i nye klæder spille mod gamle venner.

Casper Højer Nielsen havde allerede skrevet under på en aftale gældende fra sommer med AGF i starten af januar, så det var ikke den store overraskelse, at han en måned senere blev præsenteret i AGF.

De økonomiske problemer i Lyngby betød, at han kunne forlade klubben og flytte til Aarhus med det samme, og i AGF har han slået til med det samme. Fuld spilletid, to clean sheets og fire point i de to første kampe.

Jo, meget er gået godt for Casper Højer Nielsen, 23 år, der nu vender tilbage til fodboldklubben, hvor hans karriere professionelt tog fart. Og det gør han i nye klæder over for gamle venner, når AGF lørdag gæster Lyngby.

- Det bliver fedt, men det er nu alligevel som alle andre gange, hvor man skal møde tidligere klubber. Jeg tænker måske lidt i det op til kampen, men når man står inde på banen, er det ligesom alle andre kampe. Man er fuldt fokuseret på sit eget, siger venstrebacken til tipsbladet.dk.

Selv om han siger det, bliver det nok alligevel ikke som alle andre kampe. Lyngby Boldklub betyder meget for Casper Højer Nielsen, der har fået en del af sin opdragelse i klubben og slog igennem professionelt i Lyngby, efter han skiftede væk fra FC København. Det er en familiær klub, hvor han kender alle menneskerne, der ligesom Højer og spillertruppen ikke vidste, hvad der skulle ske, og om de skulle finde nye arbejdspladser.

Og så er der spillerne, hvor han meget vel kan komme til at stå over for en af sine gode venner, hvis Lasse Fosgaard igen passer pladsen som højre back for Lyngby Boldklub, som han har gjort de første par kampe. Backen har måske noget i tankerne for at slå AGF'eren ud af kurs, og han skal være velkommen til at give det forsøget, lyder det fra Højer Nielsen.

- Fosgaard er en af mine bedste kammerater, så han kan bare prøve. Det kunne være fedt, hvis der er lidt lir. Jeg har allerede prøvet mange sjove ting, og jeg håber lidt på, de har et eller andet i ærmet. Det kunne være sjovt. Jeg har faktisk lige talt i telefon med Fosgaard, griner Casper Højer Nielsen.

For ham lå det hele tiden i kortene, at han i januar skulle til AGF, efter han havde skrevet under på en kontrakt gældende fra sommeren 2018, hvor hans aftale med Lyngby ville løbe ud. Han gjorde både AGF og Lyngby opmærksom på, at de godt måtte finde en løsning, så han kunne få fremtiden på plads.

Men den økonomiske krise betød, at Casper Højer Nielsen gik i venteposition af respekt for Lyngbys fremtid og alle holdkammeraternes arbejde.

- Jeg ville ikke presse for meget på. Der var andre ting at tænke på for de folk, siger han og forklarer:

- Klubben betyder sindssygt meget for mig. Det er nogle dejlige mennesker i klubben, og de har en stor plads i mit hjerte. Men spillerne vidste jo også godt, at jeg skulle til AGF til sommer, så der var ingen hard feelings, da jeg skiftede. Jeg talte meget med (Mathias) Tauber, som er en stor anfører, og han forstod jo godt min situation. Han fortalte, at jeg ikke skulle høre noget for det. Det var dejligt med den respekt fra mine tidligere holdkammerater, siger Casper Højer Nielsen.

Nu er han i stedet blevet forenet med sin tidligere Lyngby-træner David Nielsen, og i AGF skal de være med til at sikre stabilitet i klubben. Presset er langt, langt større i AGF, end det er i Lyngby, og det tror Casper Højer Nielsen, han kommer til at trives med.

- Nogle gavner det, nogle gavner det ikke. Som type er jeg et meget afslappet menneske, og jeg kan godt lide, at der er pres på. Det hører med til at spille i en stor klub. Man kan sige, det lidt er en sovende kæmpe, vi skal have genrejst, og det glæder jeg mig helt vildt til at være med til. Der er så meget potentiale i den her klub og i den her spillertrup.

- Det har personligt været en rigtig fin start i AGF for mig. Jeg spiller, og det er super dejligt. Vi har et godt kollektiv, og det er årsagen til, at vi har holdt nullet i de første par kampe. Det sætter basen for et hold, når man ikke lukker mål ind, siger Casper Hæjer Nielsen, der også personligt er ved at finde sig godt til rette i Aarhus:

- Det er altid lidt specielt, når man har boet i København hele livet. Aarhus er en dejlig by, det er nogle gode mennesker her, og fansene er positive og har ønsket mig held og lykke. Nu har jeg også fået min egen lejlighed, siger venstrebacken.

Casper Højer Nielsen er på kontrakt i AGF frem til sommeren 2021