Video : Tipsbladet
Superliga

Fanklubben: Han sked på de gamle fans

Superligaen er tilbage efter en længere pause. Og det er Magnus Mattsson også, når han med FCK på søndag står over for sin tidligere arbejdsgiver i form af Silkeborg IF. Men hvordan reagerer Fanklubben egentlig, når tidligere profiler vender "hjem" og tørner ud for en modstander eller en rival? Mikael Anderson må eksempelvis leve med buhråb, når han møder FCM, efter han jublede lidt for voldsomt til FCM-fanens smag, da han scorede mod FCM for AGF

Stephan Andersen oplevede det. Ulrik Laursen blev buhet ud i Odense. Og Steffen Kielstrup skulle også høre for det, da han skiftede fra AC Horsens til Vejle Boldklub.

Ja, det er sket ofte, at spillere i Danmark har foretaget et "forbudt" skifte og så har skullet høre for det. 

Således var der heller ikke specielt stor tilfredshed, da Kamil Wilczek kom retur til Danmark fra tyrkisk fodbold og besluttede sig for at spille for FC København.

Fredag sparkes Superligaen i gang igen efter en lang vinterpause, og dansk fodbolds bedste række indledes med et opgør mellem Viborg FF og OB, og så vender Magnus Mattsson altså allerede søndag retur til Silkeborg, hvor han fik sit gennembrud.

Men hvordan har Fanklubben det egentlig med, når en af de tidligere helte pludseligt tørner ud for en anden dansk klub? Buher Fanklubben af de tidligere helte?


Vi har et eller andet gammelt nag med Tingager.

Morten Bech Højgaard
OB-fan

- Som udgangspunkt er alle, der har spillet i striber, jo helte, da de jo har fået det højeste kvalitetsstempel, man kan få ved at have spillet i striber. Det er jo ikke alle fodboldspillere forundt at opnå det ypperste man kan nå - at spille i blå-hvide striber.

- Derudover: Ligegyldigt hvor dårlige, de har været (host, Darko Bodul, host), så har de vel gjort det bedste, de kunne, mens de var i klubben. Så jeg synes, at man som udgangspunkt altid skal behandle gamle spillere godt!

- Under kampen bør de behandles som alle andre på modstanderholdet. Opfører de sig med respekt, så får de en naturlig respektfuld applaus med efter kampen. Et god eksempel herpå er Jeppe Tverskov, som spillede i klubben i syv år og jo fik en pæn modtagelse, da han kom tilbage. Såfremt OB ikke får forlænget med Kadrii, så håber jeg da også, at han behandles pænt og ordentlig, hvis han - Gud forbyde det - vender tilbage for en anden klub.

- Undtagelsen er jo, hvis en spiller smækker med døren på vej ud og sviner klubben på et senere tidspunkt. Så behandles han jo derefter. Vi har i OB f.eks. et eller andet gammelt nag med Tingager. Men når man opfører sig tåbeligt overfor Danmarks bedste fodboldpodcast - Stemmer fra Ådalen - så ligger man jo som man har redt.


Der er selvfølgelig spillere, jeg synes bedre om end andre, efter de har forladt klubben.

Magnus Roesbjerg Pedersen
Viborg FF-fan

- Helt grundlæggende foretrækker jeg at støtte op om eget hold frem for at ytre mig negativt om andre, så umiddelbart vil svaret være nej – jeg buher ikke af tidligere spillere.

- Med det sagt er der selvfølgelig spillere, jeg synes bedre om end andre, efter de har forladt klubben.

- I det henseende betyder det ret meget for mig, hvordan der bliver sagt farvel, og jeg tror næsten, det betyder mere for mig end selve præstationerne på banen i deres tid i klubben.

- Spillere, der har lidt for travlt med at presse et skifte igennem efter tre-fire-fem gode præstationer, fordi de pludseligt mener, de er ’for gode'… sådan noget har jeg det lidt stramt med.

- Jeg kommer ikke til at buhe af dem, men jeg står godt nok heller ikke med blomster og åbne arme næste gang, de kommer på besøg.


Jeg vil gerne slå et slag for, at det er helt okay at buhe tidligere spillere - det er en del af gamet!

Kasper Henriksen
FC Nordsjælland-fan

- Der er jo mange nuancer og følelser indblandet i fodbold, men det kommer meget an på situationen for mig personligt. 

- Men for det første vil jeg gerne slå et slag for, at det er helt okay at buhe at tidligere spillere, det er en del af gamet.

- Men lad mig beskrive to scenarier for mit vedkommende:

- Vores gamle målmand Jesper Hansen, som var en del af ungdomsrækkerne og en loyal reservemålmand i flere sæsoner, han blev en kæmpe stjerne på holdet og vandt både pokalfinaler og et mesterskab for klubben.

- Herefter drog han til Evian og Bastia, inden han kom til hjem til Danmark igen og repræsenterede Lyngby, Midtjylland og nu AGF. Ham ville jeg ALDRIG buhe af, og jeg håber, at han fuldender sin cirkel i Farum igen. Måske som målmandstræner?

- Men spillere som skifter direkte fra FCN til f.eks. Brøndby eller FCK, de skal bare have fuld pibe. Dem har jeg ikke den store sympati for, men jeg forstår dem godt som fodboldspillere (før i tiden). Men nu er vi heldigvis i en position i dag, hvor jeg ikke ser os handle til de to klubber. I dag har vi et halv reservehold løbende hos rivalerne fra Lyngby, og dem buher jeg gerne af, uden problemer.


Hvis en spiller skifter direkte til Farum eller FCK, så buher jeg.

Rasmus Bille Dam
Lyngby-fan

- Det kommer an på spilleren, og hvad han har udrettet hos os. Men generelt er det sjældent. 

- Hvis en spiller skifter direkte til Farum eller FCK, så buher jeg.

- Men hvis en spiller skifter til en ligegyldig jysk klub, så gør jeg ikke.


Vi har en gammel sang, vi fortsat synger til Peter Lassen efter hans stunt til AB - dette er dog mest i sjov i dag.

Charlie Friborg Petersen
Hvidovre IF-fan

- Som udgangspunkt ikke. Vi hylder vores smede, når de er draget videre i deres karrierer - senest kan nævnes Frederik Carlsens skifte til
Silkeborg.

- Jeg vil dog sige, at vi også har oplevet det modsatte, hvis en spiller skifter til en klub, som vi er knap så glade for.

- Vi har en gammel sang, vi fortsat synger til Peter Lassen efter hans stunt til AB - dette er dog mest i sjov i dag.


Når det kommer til tidligere spillere, har jeg nultolerance over for at buhe. Det er bøvet og mangel på klasse.

Jeppe Lindegaard
Silkeborg IF-fan

- Jeg er generelt, på intet tidspunkt, fortaler for at buhe af modstandere. Heller ikke FCM.
- Og når det kommer til tidligere spillere, har jeg nultolerance for at buhe. Det er bøvet og mangel på klasse.

- Det gør da ondt, når en Nicolai Vallys scorer mod os, og det gør da ondt, når en Mads Emil Madsen hellere vil spille på et atletikstadion end på Jysk Park.

- Men det kan aldrig nogensinde få mig til at buhe og stille mig fjendtligt over for en spiller, der har tjent klubben både på banen og på bundlinjen med livsnødvendige transferindtægter. Jeg ser hellere, man som fans viser taknemmelighed for den tid, man har haft sammen.

- Jeg er med på, at ikke alle skilsmisser ender lykkeligt. Men i Silkeborg opererer klubben med de tre værdiord "Overskud, Format og Vilje", hvor især et ord som format er værd at huske på, når bølgerne går højt.

- Fodbold er følelser, ja. Men for spillerne er det også et arbejde. Og vælger vi ikke alle arbejde ud fra, hvor vi ser størst potentiale for at udvikle os?

- I en klub som Silkeborg vil den dag altid komme, hvor spillere drager videre, hvis de da bare har en smule ambition i fodboldlivet. Det er helt naturligt. Og i øvrigt også strengt nødvendigt for at kunne drive en fodboldforretning. Så i stedet for at buhe vil jeg sige tak - eller måske bare tie. 


Personligt bryder jeg mig ikke om det, og jeg bliver nærmere glad for at se Kasper Kusk, Morten Nordstrand og Bashkim Kadrii lykes i andre klubber.

Tobias Juul Lawaetz
FC København-fan

- Det er svært at gøre det til en universel regel, om man buher af en tidligere spiller. Personligt bryder jeg mig ikke om det, og jeg bliver nærmere glad for at se Kasper Kusk, Morten Nordstrand og Baskhim Kadrii lykkes i andre klubber.

- Men der er jo eksempler på det modsatte, og i spørgsmålet her er der en større 'Kamil Wilczek'-faktor, der skal adresseres. Selvfølgelig forstår jeg godt, at man buher i en sådan case, og jeg synes på mange måder også, det er legitimt - husker også selv Kenneth Zohore med en 'hader FCK'-trøje, der ikke lige gik i mit hjerte.

- Der er forskellige cases, forskellige spillere og heldigvis for det - og jeg håber, at jeg får lov at smile mere af spillere som Kusk, Nordstrand og Kadrii end buhe af spillere som Zohore i fremtiden.


Han tog fra Brøndby som en helt og som klubbens mest scorende spiller nogensinde. Han købte Aldrig Alene-trøjer under corona for så kort tid efter at gøre det eneste, han skyldte os Brøndby-fans aldrig at gøre.

Morten Svan
Brøndby IF-fan

- I det store hele skal modstanderne ikke føle sig velkomne på Brøndby Stadion. Så der bliver buhet og piftet, når de løber på banen, tager hjørne- og målspark. Men i forhold til at buhe særligt meget af enkelte spillere, så er det meget forskelligt.

- Jeg buher af nogle tidligere spillere, men ikke alle. Det handler enormt meget om, hvordan spillerne forlod klubben, hvad de har sagt før og efter deres skifte osv. Lad os tage to eksempler:

- Björn Kopplin kunne jeg aldrig drømme om at buhe af. En god fyr, som tog fra Brøndby med respekt og uden at smække med døren.

- Kamil Wilczek var en helt anden snak, selvom han jo aldrig nåede ret mange kampe mod Brøndby. Han tog fra Brøndby som en helt og som klubbens mest scorende spiller nogensinde. Han købte Aldrig Alene-trøjer under Corona for så kort tid efter at gøre det eneste, han skyldte os Brøndby-fans aldrig at gøre.

- Han nåede jo så ikke at spille mange kampe mod Brøndby, og den sæson, han fik, endte rigtig godt med Brøndby som danske mestre.


Mikael Anderson er en undtagelse. Den måde, han kom afsted på, og den måde, han fejrede sin første scoring mod FCM på på Aarhus Gymnastik- og Atletikstadion, hvor han løb ud til udeholdets fans, synes jeg, var unødvendig.

Thomas Schouv Jakobsen
FC Midtjylland-fan

- Som udgangspunkt synes jeg, man skal hylde sine gamle helte, og jeg vil helst ikke dyrke en hadkultur, hvor spillere, man har holdt af, straks bliver forhadt, når de skifter væk.

- Jeg tror ikke på romantik i fodbold, og jeg kan ikke bebrejde spillere, at de forfølger deres karrieremuligheder inden for kontraktens rammer osv.

- Dog vil jeg sige, at Mikael Anderson (AGF, fhv. FCM) er en undtagelse. Den måde, han kom afsted på, og den måde, han fejrede sin første scoring mod FCM på på Aarhus Gymnastik- og Atletikstadion, hvor han løb ud til udeholdets fans, synes jeg, var unødvendig.

- Det var at lefle for de nye fans ved at skide på de gamle, og det hører han for, når jeg er på stadion. 


Det vil nok føles som at se ens eks med sin nye kæreste, når Mølgaard kommer tromlende i en hvid trøje på Vejle Stadion i sæsonpremieren, men jeg kommer ikke til at buhe af ham.

Benjamin Nielsen
Vejle Boldklub-fan

- Jeg har sikkert buhet af en tidligere spiller. Men jeg kan godt nok ikke komme på mange sådan lige på stående fod, hvor det har været tilfældet. Så mit svar må være, at det meget afhænger af konteksten.

- Der vil helt sikkert en dag opstå en situation, enten på eller uden for banen, hvor en af vores tidligere spillere fremstår usympatisk og på en eller anden måde viser en disrespekt mod Vejle Boldklub.

- Ikke at jeg kan komme på et konkret eksempel, hvor jeg har oplevet et indebrændt had til en tidligere spiller, men jeg har da taget mig selv i at buhe af en Peter Ankersen, som ikke mange husker fik sit senior-gennembrud i Vejle. Og jeg ville da også have buhet af Kjartan Finnbogason, hvis ikke der var lukket for tilskuere dengang i 2020 i hans første kamp mod Vejle Boldklub, da han forlod Vejle Boldklub til fordel for en eller anden klub nord for Vejle på grund af stjernenykker. Derfor forstår jeg også godt, at AGF er trætte af Grabara, og at Brøndby var trætte af Wilczek.

- Det vil nok føles som at se ens eks med sin nye kæreste, når Mølgaard kommer tromlende i en hvid trøje på Vejle Stadion i sæsonpremieren, men jeg kommer ikke til at buhe af ham. Så skulle det være, hvis han jublede foran os fans eller et eller andet crazy, men sådan noget gør han ikke.

- Der er helt sikkert nogle fans, der vil bue af ham, men for mig er det svært at buhe af en spiller så sympatisk, og som var en stor profil, da han var i klubben. Og det er selvom han spiller i en klub, der historisk set har været anset som rivaler, og som mange ældre VB fans stadig anser som ærkerivalen.

- Egentlig føler jeg også, at man i Vejle Boldklub er gode til at hylde gamle spillere, når de kommer på besøg. Mads Greve og Jacob Schoop f.eks. i sidste sæson var markante skikkelser, da de var i klubben og blev da også tiljublet, da de kom tilbage på deres gamle hjemmebane. Det er også sådan en klub, jeg rigtig gerne ser, vi er, og også sådan jeg gerne ser, vi tager imod Mølgaard. De andre gymnaster skal til gengæld kunne mærke, at de er på udebane.


På trods af flere år i udlandet inden blev Stig Tøfting også slået ud af den, da han kom tilbage på Aarhus stadion i en OB-trøje.

Rasmus Thomsen
AGF-fan

- Det er sket.

- Jeg har primært buhet af spillere, der har været "favoritter" i AGF og efterfølgende er skiftet til rivaliserende klubber. Så spillerne skal have haft en vis betydning for AGF.

- Jeg husker f.eks. større pibekoncerter i Aarhus mod Mads Jørgensen og Morten "Duncan" efter deres direkte skifte fra AGF til Brøndby. Det samme med spillere som Kamil Grabara, Kevin Diks og Jens Stage, der skiftede til FCK.

- På trods af flere år i udlandet inden, så blev Stig Tøfting også slået ud af den, da han kom tilbage på Aarhus stadion i en OB-trøje.