Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndbys slingrekurs er stoppet: Klubben har genfundet sig selv

Brøndby IF's talenter har haft svært ved at bryde igennem på førsteholdet, men det ser endelig ud til at ændre sig, lyder det fra tidligere konsulent i klubben.

Da Tipsbladets trykte udgave i sidste uge offentliggjorde en undersøgelse om de 14 Superliga-klubbers brug af spillere i den nuværende sæson, var Brøndby IF igen den klub, der havde givet flest spilleminutter af alle til spillere, der er uddannet i udlandet, hvilket for Brøndbys tilfælde vil sige 15 udlændinge og så Lasse Vigen Christensen, der ifølge DBU og UEFA's regler tæller som udviklet i Championship-klubben Fulham.

I vinterpausen sagde Brøndby IF farvel til tre markante udenlandske profiler i form af Hany Mukhtar, Kamil Wilczek og Dominik Kaiser, der indbragte klubben til sammen lidt over 30 millioner kroner.

Før sæsonen blev sat i stå af coronavirussen, var Brøndby i stedet begyndt at bruge blandt andre den unge midtbanespiller Anis Ben Slimane, man hentede i 2. divisionsklubben AB sidste sommer. Den retning vil Brøndby gerne fortsætte i, så man efter års satsning på spillere købt fra udlandet kan få flere spillere fra Masterclass ind på førsteholdet.

Mads Davidsen, der er tidligere træner i Brøndby IF og sidste år var tilknyttet som strategikonsulent, tror, at klubben i de kommende år får held til at øge andelen af spillere fra Masterclass på banen i Superligaen, hvis man ellers bevarer tålmodigheden og har en sammenhængende plan for at få spillere på banen i Superligaen – noget, der har været et stort problem for klubben gennem flere år.

Læs også:FC København er nummer 14 på fornem liste

- De er på rette spor. Det viste sig i de seneste kampe i foråret, hvor der var tre-fire home grown-players i aktion, siger Mads Davidsen i et interview med tipsbladet.dk.

- Brøndbys ældste årgange har været lidt ramt af klubbens slingrekurs, herunder det store fokus på udenlandske spillere og hurtige resultater, og derfor valgte vi at spæde de ældste årgange op med et par unge signings udefra som Anis Slimane, der nu spiller, mens man bygger akademiet videre og får gjort de næste klar, siger Mads Davidsen.

De egenudviklede spillere Anton Skipper, Morten Frendrup og Jesper Lindstrøm har til sammen fået 41 Superliga-kampe for Brøndby i denne sæson, og Peter Bjur har også været i aktion, mens Joel Kabongo som bekendt har været ude hele sæsonen på grund af genoptræning efter en alvorlig knæskade.

Mads Davidsen kan især se lovende spillere nede fra Masterclass i de yngre årgange, der kan få flere spilminutter til klubbens egenudviklede spillere om nogle år.

Læs også:Avis: AGF vil udfordre Brøndbys spillerbudget

- Brøndby har nu atter strukturen og fundamentet på plads i forhold til talentudviklingen og har fået integreret akademiet som en central del af klubben igen, og der kommer rigtigt gode årgange i både U13, U14 og U15. Så det er kun et spørgsmål om tid, hvis man altså har og tager sig den nødvendige tid internt i klubben, siger Mads Davidsen.

I Brøndbys nuværende førsteholdstrup er også tredjekeeper Mads Hermansen og reserveangriberen Andreas Bruus egenudviklede.

- Der er fine spillere i 'Jobbe' [Jesper Lindstrøm], Frendrup, Joel og Skipper, mens Peter Bjur og Hermansen måske har et endnu større potentiale men skal bruge lidt mere tid, før gennembruddet kommer. Men de yngre årgange er altså endnu bedre, så klubben har genfundet sig selv, hvilket glæder mig, siger Mads Davidsen.

I den nuværende Superliga-sæson er Hobro og Horsens de to klubber, der har givet egenudviklede spillere suverænt mindst spilletid, mens AaB samt de to dumpekandidater Esbjerg og Silkeborg har haft egenudviklede spillere mest på banen. Brøndby IF er nummer ni på listen med 9,3 procent spilletid til egenudviklede spillere i denne sæson. FC København, SønderjyskE og AGF var de øvrige tre klubber ud over Hobro og Horsens med mindre spilletid til egenudviklede spillere end Brøndby.

Læs også:Simon Makienok vil slutte karrieren i Danmark

Læs også:David Nielsen: Diskussion om ny AGF-træner var tæt på

Læs også:Kevin Mensah: Håber ikke jeg skal spille back i ny klub

Læs også:Hvem har brugt flest udlændinge i Superligaen - her er opgørelsen

Læs også:Så lidt bruger SL-klubberne egenudviklede spillere: Det er skuffende