Brøndbys 10 stjerneskud - se listen over profilerne fra Vestegnen
Jesper Lindstrøm er blevet kåret som Efterårets Profil i Superligaen, og det er første gang i 20 år, at en spiller fra Brøndby IF løber med den fornemme hæder, som Tipsbladet uddeler hvert år.
Vi har her samlet de tidligere vindere af både Efterårets Profil og Forårets Profil fra Brøndby IF.
Jesper Lindstrøm skriver sig ind som nummer 10 i rækken.
BO HANSEN
Efterårets Profil 1994
Angriberen var den første spiller, der vandt en af Tipsbladets profilkåringer. Bo Hansen blev – som den eneste nogensinde – valgt i en afstemning blandt læserne. Året efter stemte trænerne, som de har gjort lige siden.
Tipsbladet skrev:
”På rekordtid har den talentfulde Brøndby-angriber markeret sig som et af dansk klubfodbolds mest spændende navne.”
Bo Hansen sagde:
”Nåh, jo det er jeg meget stolt over. Ja, og meget overrasket. Det er helt utroligt. At folk i Danmark mener, at jeg har gjort det så godt, får mig for alvor til at tro på, at jeg kan klare mig godt i Superligaen.”
ALLAN NIELSEN
Efterårets Profil 1995
Cirka trekvart år efter sin ankomst til Brøndby fra FCK blev Allan Nielsen kåret til Efterårets Profil i det, der skulle ende med at blive den første guldsæson for Brøndby i fem år.
Tipsbladet skrev:
”Navnet er Allan Nielsen, 24-årig midtbanemotor hos Brøndby og uden tvivl manden bag det løft, som storklubben på Vestegnen har fået gennem 1995”
Allan Nielsen sagde:
”Når det går godt for holdet, er det lidt nemmere at brillere.”
SØREN COLDING
Efterårets Profil 1996
Brøndby-spillerne syntes ikke til at stoppe, og Søren Colding blev den tredje BIF'er i træk til at blive kåret som Efterårets Profil. Det gjorde han i en sæson, hvor Brøndby lå nummer ét i Superligaen og imponerede i Europa, blandt andet med en 5-0-sejr i Karlsruhe.
Tipsbladet skrev:
”178 centimeter energibundt, der altid udstråler kampiver og vilje til sejr. Det er Brøndbys Søren Colding, som vi har lært ham at kende, når han fræser op langs højre sidelinje og med lige så stor ildhu tager del i såvel forsvars- som angrebsspillet.”
Søren Colding sagde:
”Det begyndte lige fra i sommer, da Brøndby Supporterne kårede mig til deres favorit. Så fulgte 100 mandsklubben, så TIPS-bladet, så blev jeg årets spiller i lørdags, og så kampen i Karlsruhe... Plus debut på landsholdet, jo man må lige bide sig selv i armen.”
EBBE SAND
Efterårets Profil 1997
Der var ingen tvivl om kåringen i 1997. Ebbe Sand havde scoret 16 mål i syv kampe, og kun to trænere – Benny Lennartsson fra Lyngby og Roald Poulsen fra OB der begge pegede på FCK'eren Peter Nielsen – havde ham ikke som etter.
Tipsbladet skrev:
”Ebbe Sand er virkelig inde i en gylden periode, hvor alt lykkes som de tre mål, han nærmest fik skrabet ind i Århus i søndags. Også til træning siges det, at alt, han rører ved, ryger i kassen, uanset hvor mange knolde bolden rammer.”
Ebbe Sand sagde:
”Det er gået stærkt, men jeg er da utrolig glad og stolt af at blive kåret som Efterårets Profil.”
PETER GRAULUND
Efterårets Profil 2000
Der var gået et godt stykke tid siden skiftet fra Vejle, men så fik Peter Graulund sit helt store gennembrud i Brøndby, hvor han var topscorer og lå nummer ét med sit hold.
Tipsbladet skrev:
”24-årige Peter Graulund er i første omgang mere spagfærdig og tilbageholdende ved nyheden om trænernes kåring, end han har været i efterårets Superliga-kampe. Her har man set en utrolig vilje og skarphed fra angriberen, der i halvandet år har måttet stå i skyggen af andre i Brøndby, men pludselig har grebet chancen i en sjælden grad.”
Peter Graulund sagde:
”Det er fornemt, jeg er da stolt, men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Det er ikke kun min fortjeneste, men skyldes også gode medspillere.”
PETER MADSEN
Forårets Profil 2002
Han blev topscorer i Superligaen, han blev dansk mester, han blev udtaget til VM i Japan & Sydkorea, og han blev også Forårets Profil. 2002 var et helt specielt år for Peter Madsen.
Tipsbladet skrev:
”Peter Madsen blev kåret med 44 point ud af 55 mulige, og det er virkelig imponerende. Især når man tænker på, at mange har et lidt ambivalent forhold til den karismatiske angriber, der til tider kan have lidt problemer med at bevare kontrollen over sit temperament.”
Peter Madsen sagde:
Ingenting – Brøndby-spilleren havde tilsyneladende for travlt med landsholdet og Superligaen til at sige noget.
MORTEN WIEGHORST
Forårets Profil 2003
Morten Wieghorst var vendt hjem til dansk fodbold og Brøndby efter mange år i Skotland, og han var fra dag ét blevet en leder på sit nye hold. Det havde trænerne i Superligaen lagt mærke til.
Tipsbladet skrev:
”Det særlige ved Morten Wieghorst er den måde, han er vendt tilbage til topfodbold efter sin alvorlige sygdom. Men om han så var kommet ned fra månen, ændrer det ikke på, at han simpelthen bare har været god. Den bedste!”
Morten Wieghorst sagde:
”Det er naturligvis en ære. Specielt når hæderen kommer fra folk, der siges at have forstand på det, nemlig trænerne!”
JOHAN ELMANDER
Forårets Profil 2005
Sæsonen tilhørte Brøndby, der blev dansk mester, slog FC København 5-0 og havde to spillere øverst på listen i Tipsbladets profilkåringer. Johan Elmander vandt, og Daniel Agger kom på andenpladsen.
Tipsbladet skrev:
”Johan Elmander fik stemmer fra 10 ud af de 11 trænere, der kunne pege på ham, og de syv af dem gav ham topkarakter. Det må betegnes som et passende udtryk for den betydning, han har haft for Brøndby i forårets slutspurt om mesterskabet.”
Johan Elmander sagde:
”Ja, hvad skal man sige? Jeg er overrasket. At trænerne i klubberne vælger en. Det er hyggeligt! Det er gode spillere, jeg har bag mig.”
KAMIL WILCZEK
Forårets Profil 2018
Efter 13 års pause vandt en Brøndby-spiller igen en af Tipsbladets profilkåringer. Kamil Wilczek vandt på baggrund af en halvsæson, hvor han scorede det ene mål efter det andet og nær var blevet mester med sit hold.
Tipsbladet skrev:
”Der er igen masser af profiler i Brøndby, og Kamil Wilczek er den største og første vinder siden 2005. Dengang kronede Johan Elmander sit forår med at vinde det danske mesterskab. De kommende dage vil vise, om Wilczek kan gøre det samme.”
Kamil Wilczek sagde:
”Det er en stor ære for mig, da trænerne fra de andre klubber jo bruger meget tid på at analysere modstanderne og dermed har et stort overblik over alle spillerne i Superligaen. Så at de har peget på mig som forårets profil er en stor ære. Jeg er utrolig taknemmelig for det fællesskab, vi har i truppen, og denne pris er også mine holdkammeraters.”
JESPER LINDSTRØM
Efterårets Profil 2020
Havde man et halvt år inden kåringen peget på Jesper Lindstrøm som den bedste spiller i Superligaen, ville de færreste nok have taget en seriøst, for offensivspillerens gennembrud er kommet lidt ud af det blå. Men ingen Superliga-spillere har været bedre end ham i 2020.
Tipsbladet skriver:
”Jesper Lindstrøm er sit holds måske vigtigste spiller, og han har det som blommen i et æg, når han ligger i hullet bag Mikael Uhre og Simon Hedlund. Ofte går han langt tilbage for at deltage i opspillet, hans pasninger er gennemtænkte og veludførte, og der er fare på færde, hver gang han bliver retvendt med bolden og kan accelerere og drible. Og så er der det giftige spark fra distancen, som har resulteret i flere scoringer efteråret igennem.”
Jesper Lindstrøm siger:
”Det er en kæmpefornøjelse, men det var jo ikke sket uden drengene nede på banen, der løber og hjælper mig. Så tak til dem og tak til de trænere, der har stemt på mig.”
Læs også:Analyse: Lindstrøm-kåring er også et opgør med købekulturen i Brøndby
Læs også:Efterårets Profil: Se alle de tidligere vindere
Læs også:Video: Her overraskes Lindstrøm med profilkåring
Læs også:Brøndby-stjerne er Efterårets Profil i Superligaen