En stærk svensker checkede mandag ind på Brøndbys træningslejr i Portugal. Johan Larsson er tiltrådt i Brøndby IF, som har købt ham fri af Elfsborg, og dermed kan de blå-gule nu bryste sig af at råde over en af Sveriges mest spændende højrebacks.
Højreback-positionen er imidlertid en position, hvor Brøndby i forvejen var godt dækket ind i form af U/21-landsholdsspilleren Frederik Holst og talentet Svenn Crone. Netop det faktum kan åbne op for mere transferaktivitet.
- Vi har tre gode backs nu. Svenn Crone har også gjort det rigtig godt på positonen, og så er der Frederik Host, som vi også er meget tilfredse med. Frederik Holst er også en spiller, som kan dække mange andre pladser end højrebacken. Nu har vi tre højrebacks - det er måske en enkelt for mange. Det kigger vi på, siger Brøndbys sportsdirektør Per Rud til tipsbladet.dk.
Kan der ske mere i Brøndby IF i løbet af dagen?
- Det kan jeg ikke afvise. Først og fremmest glæder jeg mig rigtig meget over, at vi har tilført en spiller til toppen og ikke til bredden, fastslår Per Rud.
I er kommet fint i mål med at trimme truppen, som var et stort ønske inden transfervinduet. Kan der ske yderligere tilgang?
- Det er stadig vores afgange, der derfinerer vores tilgange. Vi ser, hvad der sker.
Brøndby har sagt farvel til Michael Almebäck, Mikkel Thygesen og Daniel Holm. Desuden kan de blå-gule meget vel risikere at miste Fredrik Semb Berge, der er blevet hjemme i Danmark og tiltrækker sig interesse fra andre klubber.