Glad Brøndby-træner: Vigtigt endelig at holde buret rent
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Glad Brøndby-træner: Vigtigt endelig at holde buret rent

Niels Frederiksen var efter søndagens sejr meget fornøjet over, at det lykkedes at holde Vejle fra at score.

Brøndbys 2-0-sejr over Vejle søndag aften betød ikke kun, at der rullede tre nye point ind på kontoen.

Det var nemlig også første gang i superligasæsonens ni kampe, at det lykkedes for Brøndby at spille til nul. Noget, der ifølge cheftræner Niels Frederiksen var vigtigt for hele truppen.

- Det er vigtigt for keeperen, vigtigt for forsvarsspillerne og vigtigt for hele holdet at holde clean sheet, siger Frederiksen.

- Da kampen var nogenlunde sikker, da vi kom foran 2-0, var fokus også på at opnå at få et clean sheet. Så vi er meget tilfredse med, at det lykkedes.

Til kampen stillede Brøndby op med hele fire spillere fra egen avl i form af Andreas Bruus, Peter Bjur, Morten Frendrup og Jesper Lindstrøm. Især de sidste to høster roser fra træneren.

- Mod Vejle var Frendrup og Lindstrøm to af vores bedste spillere.

Ved Brøndbys første scoring var tre af de unge fra egen avl implicerede, da Bruus spillede bolden til Frendrup, som så spillede den videre til Lindstrøm, der scorede. Det glæder træneren.

- Det viser, at de unge ikke spiller bare fordi, der ikke er nogen andre. De spiller, fordi vi synes, de er dygtige nok og har udviklet sig og har taget nogle gode skridt.

- Når de rammer niveauet, hvilket de heldigvis gør de fleste gange, så har de niveau til Superligaen.

20-årige Lindstrøm er godt selv klar over, at han har rykket sig fra sidste sæson og frem til nu.

- Jeg har fået en rigtig god start på sæsonen. Jeg har arbejdet meget med mig selv og min mentaltræner og fået bygget videre på min udvikling, siger Lindstrøm og uddyber udviklingen:

- Jeg er blevet meget mere moden, og jeg er blevet mere sikker på mit spil både med og uden bolden.

/ritzau/