To kampe, seks point.
Det er status for Brøndby efter de to første kampe i Superligaen i denne sæson.
Søndag hentede holdet fra den københavnske vestegn for anden uge i træk en sejr i tillægstiden, da FC København blev besejret 2-1. Det giver selvtillid, påpeger Brøndby-træner Niels Frederiksen.
- Vi kan ikke ønske os en bedre start rent pointmæssigt. Der er ting i vores spil, som vi har været rigtig tilfredse med, og så er der nogle ting, vi ikke har været tilfredse med. Men vi kunne ikke ønske os en bedre start, det er helt sikkert.
Læs også:Brøndby-helt hilser tidligere FCK-angriber velkommen
- Når man har et hold, hvor der også er unge spillere iblandt, kan det nogle gange give vinger at få en god start. Det glæder vi os over, siger han.
I søndagens opgør var et af de unge Brøndby-talenter, Jesper Lindstrøm, i fokus, da han udlignede efter Kamil Wilczeks tidlige mål for FCK.
Og i sidste minut var det så Lindstrøms holdkammerat Mikael Uhre, som viste sit angriberinstinkt ved at sparke bolden i nettet til stor jubel i Brøndby-lejren.
Sejren var Brøndbys første i Parken i superligasammenhæng siden november 2017.
Læs også:Jesper Lindstrøm om Wilczek: Bedre at tie stille
- Det var en fantastisk afslutning. En fuldstændig forrygende afslutning. Det er ikke så nemt at komme ind i Parken og vinde. Det er ikke noget, vi har for vane at gøre så ofte. Vi har ikke vundet her særlig meget de sidste mange år.
- Det var ikke alt, der lykkedes. Men spillerne hang i, og når man gør det, gælder det om at være skarp. Det var vi, og det er en fantastisk sejr og en fantastisk start på Superligaen for os, siger Brøndby-træneren.
På søndag skal Brøndby igen i aktion, når AC Horsens lægger vejen forbi.
/ritzau/
Læs også:Slukøret Jonas Wind: Jeg har det ad helvede til
Læs også:LIVE: Sådan gik det minut for minut da OB mødte FC Nordsjælland
Læs også:Bedst og værst: Voldsomme dueller mellem Rosted og Wilczek i Brøndby-sejr