Video : Tipsbladet
Superliga

BIF-lejren: Har set klubber spille med musklerne

Brøndby-træner Niels Frederiksen er tilfreds med transfervinduet, selv om konkurrenterne har oprustet markant.

Brøndby fører Superligaen, efter at holdet torsdag slog FC Nordsjælland med 1-0 på udebane.

Flere af de nærmeste konkurrenter har til gengæld forstærket sig markant i transfervinduet, hvor FC København, FC Midtjylland og AGF alle har fået tilført profiler.

Hos Brøndby har man også hentet spillere ind, men her er der tale om venstrebacken Michael Lumb, der skal erstatte den langtidsskadet Blas Riveros.

Derudover er unge Oskar Fallenius og Jonathan Ægidius kommet til, men med den hensigt, at de først skal spille en større rolle i fremtiden.

Alligevel er Brøndby-træner Niels Frederiksen godt tilfreds med januars transfervindue.

- Jeg synes, vi havde et fremragende transfervindue, og det synes jeg primært, fordi vi ikke har lavet så stor udskiftning i vores trup.

- Jeg har fået lov at beholde truppen, og så kan jeg arbejde videre med den, siger Brøndby-træneren.

Han kan dermed arbejde videre med den gruppe spillere, der formåede at hente ligeså mange point som de regerende mestre fra FCM i efterårets 13 spillerunder.

- Det glæder vi os over, for jeg tror på, at kontinuitet er noget af det vigtigste for at få succes. Jeg glæder mig selvfølgelig også over, at nogle af dem, der gjorde det godt i efteråret, ikke blev solgt. Det gør de så nok senere, men det er rart at have truppen intakt. Så har vi fået lidt tilgang med rutine fra Michael Lumb og to spillere til fremtiden, fortsætter Niels Frederiksen.

Han føler derfor heller ikke nødvendigvis, at styrkeforholdet er blevet rykket i toppen af dansk fodbold.

- Det er altid svært at sige. Selvfølgelig kan vi da se, at der er nogle klubber, der har spillet lidt med de monetære muskler. Det er fair nok. Vi har gjort det lidt anderledes, og det er vi godt tilfredse med.

Brøndby-anfører Andreas Maxsø har også bemærket, at særligt FC København har styrket truppen, men derudover bruger han ikke meget krudt på at skæve til konkurrenterne.

- Hvis jeg skal være ærlig, så kigger jeg ikke på dem. Det er klart, at på papiret har FCK oprustet, men vi bruger energien på os selv. Vi skal have skrabet så mange point som muligt sammen, så vi er klar til at være med i toppen, siger Andreas Maxsø.

FC Midtjylland tabte tidligere torsdag med 1-2 til Sønderjyske, hvorfor Brøndby nu har et hul på tre point ned til midtjyderne.

/ritzau/