Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-talent greb chancen da holdet blev ramt af skader

19-årige Morten Frendrup var den eneste, der var tilbage, da midtbanen i Brøndby blev ramt af skader.

Brøndby har i denne sæson givet en række af klubbens unge spillere en del spilletid i Superligaen. Her er en af dem midtbanespilleren Morten Frendrup, som godt kan huske, hvornår muligheden for at vise sig frem opstod.

Det fortæller han om i et interview på Brøndbys officielle hjemmeside.

Læs også:Superligaens bedste: Casper Højer Nielsen og FCM vinder

- Den helt store ændring for mig kommer, da både Toby (Tobias Børkeeiet, red.) og Josip (Radosevic, red.) er ude med skader, og jeg er lidt den eneste, der er tilbage på den position. Da jeg får chancen, synes jeg egentlig, jeg griber den, siger han og fortsætter:

- Siden da har trænerne vist mig tillid, og jeg har fået lov til at spille. Selv om jeg røg et smut på bænken, efter vi vendte tilbage efter Corona-pausen, følte jeg stadig, at jeg var med, og jeg skulle bare fortsætte med at klø på. Folk har været gode til at bakke mig op og få mig til at tro på egne evner, lyder det fra Morten Frendrup.

Læs også:Niels Frederiksen hylder de unge: Spiller op med Onyeka og Evander

Når han ser tilbage på sæsonen, så kan han se en række op- og nedture, men at der nok er noget, som Superligaen vil blive husket mest for.

- Sæsonen har selvfølgelig været præget af den ufrivillige Corona-pause. Det har været meget specielt, og det er lidt uden sammenligning. Uvisheden var ikke det sjoveste, jeg har prøvet, men samtidig gav det tid til at arbejde med sig selv og tænke over tingene. Jeg kunne personligt få lagt på en del steder, som jeg måske ikke i ligeså høj grad har haft tid til tidligere, forklarer Frendrup.

Endelig fortæller midtbanespilleren, at han i næste sæson gerne ser holdet træde ind i top tre, men at det i så fald vil betyde, at Brøndby-holdet skal udvikle sig.

Læs også:Jesper Lindstrøm glad for ung Brøndby-midtbane: Sjovt og spændende

Læs også:Brøndby har midtbanekriger klar igen