Brøndby IF er tæt på at hente Jesper Juelsgård tilbage til Danmark. Det skriver den franske avis Le Dauphine.
Ifølge avisen forhandler Brøndby med Juelsgårds franske klub Evian Thonon Gaillard om en overgang, og det forlyder, at de to parter ikke er langt fra hinanden. Dermed kan Evian for første gang i flere år blive en hel danskerløs klub, efter at Nicki Bille, Jesper Hansen og Daniel Wass også har forladt klubben denne sommer.
Jesper Juelsgård skiftede til Evian fra FC Midtjylland for lidt over et år siden, men hans første sæson i klubben levede ikke op til forventningerne, og nu ser det altså ud til, at det også kan blive hans sidste.
Hvis Brøndby henter Jesper Juelsgård, kan det meget vel betyde, at Riza Durmisi er på vej væk fra Vestegnen. Hvis ikke, råder klubben over tre dygtige venstrebacks, og det er utvivlsomt en for meget. Durmisi har under et år tilbage af sin kontrakt med de blå-gule, og forhandlingerne mellem de to parter går langt fra som på skinner. Derfor kan det trække op til et salg af Riza Durmisi, der blandt andet har tiltrukket sig interesse fra Anderlecht.
Jesper Juelsgård har to år tilbage af sin kontrakt med Evian, men franskmændene kræver næppe det store for venstrebacken, efter som klubben er rykket ned i den næstbedste række, og Juelsgård desuden langt fra kan karakteriseres som en nøglespiller i kildevandsklubben.