Brøndby har ikke fået den perfekte start på sæsonen.
Kun fire sejre er det indtil videre blevet til, men er forventningerne efter den forgangne sæson måske blevet en smule for store?
TV 2-ekspert David Nielsen kalder det for vanvittigt, at Brøndby var så tæt på mesterskabet i sidste sæson, og at en gentagelse ville være imponerende.
- Brøndby er under pres fra sidste år. At de overhovedet var med i kampen om guldet til allersidst, det var en vanvittig præstation af det hold, og de skal prøve at holde snor i AGF, inden vi går på julepause.
- Brøndby har en målsætning om at være i top tre, så den skal være inden for rækkevidde, mens de bygger et nyt hold sammen og kommer op. Men det er klart, at efter den vanvittige præstation i sidste sæson, hvor de var milimeter fra at blive dansk mester, så vil deres fans have mere, alle vil have mere og vi vil have mere. Hvis Brøndby kommer i nærheden af sidste sæson, så er det godt arbejde, siger David Nielsen i TV 2-studiet.
Mandag aften kan Brøndby spille sig op på fjerdepladsen i Superligaen, men det kræver en sejr over FC Nordsjælland.