Brøndby IF kan den kommende tid få besøg af tre unge spillere, da man har inviteret en amerikaner og to finner til prøvetræning på klubbens U19-hold.
Der er tale om målmand Blake Kelly, højre back Gabriel Oksanen og centerforsvarer Gershon Henry, der alle spiller på Real Salt Lakes Akademi. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
David Blitzer ejer også Real Salt Lake, så der er tale om en samarbejdsforbindelse, hvor den unge trio kan få lov til at opleve europæisk fodbold hos Brøndby IF, hvis de som ventet vælger at tage afsted.
Blake Kelly er en 17-årig målmand, der har optrådt fem gange for Real Salt Lakes reservehold i denne sæson. Han har også været fast inventar på klubbens U17-hold, når ikke han har spillet for reserverne.
Gabriel Oksanen og Gershon Henry er begge forsvarsspillere og fra Finland. Gabriel Oksanen er 17 år gammel og er bedst på højre back, og så er han blevet en fast del af Finlands U17-landshold, hvor han for nyligt var afsted til EM. To gange har han spillet 90 minutter for Real Salt Lakes reservehold.
Gershon Henry spiller i midterforsvaret og er ligeledes 17 år gammel og en del af Finlands U17-landshold, hvor han også blev udtaget til EM. Han er venstrebenet og har spillet tre kampe for reserveholdet, mens han er et bolværk på klubbens U17-hold.
Brøndby IF's U19-hold sluttede sidste sæson på ottendepladsen.