Det er nok sjældent, at man som klub går og holder med andre klubber, men sad der nogle i Brøndby og klappede i hænderne over, at Leicesters oprykning til Premier League fredag aften blev en realitet, så forstår man dem godt.
Brøndby scorer nemlig cirka fem millioner kroner på triumfen, der sender Mads Hermansens klub i Premier League efter sommerferien.
Det kan Tipsbladet afsløre.
Brøndby var så smarte at forhandle en oprykningsklausul på omkring fem millioner kroner ind i salget af Mads Hermansen til Leicester sidste sommer, og den klausul bliver nu udløst.
Det står klart, efter at Queens Park Rangers fredag aften slog Leeds med hele 4-0. Resultatet betyder, at Leeds ikke længere kan rykke forbi Leicester i toppen af Championship.
Leicester købte ifølge B.T Mads Hermansen for 52 millioner kroner for snart et år siden. De cirka fem millioner kroner svarer til ti procent af salgssummen.
Fredagens triumf er en kulmination på en stejl succeskurve for Mads Hermansen, som har haft masser af succes i de seneste år. Han udviklede sig til en af Superligaens bedste målmænd i Brøndby, og i Leicester har han høstet den ene store ros efter den anden. Man har ment, at han passer perfekt ind i Enzo Marescas måde at spille fodbold på. Nå ja, så er han også tredjemålmand på landsholdet og har udsigt til en plads i EM-truppen til sommer.
Man forstår altså, hvis danskeren fejrede oprykningen med manér natten til lørdag. Og man forstår, hvis de også skåler en ekstra gang eller to ude på Vestegnen.