Brøndby IF har endnu ikke præsenteret nogen nye spillere i dette transfervindue, men alt tyder på, at der er en midtstopper på vej fra Belgien.
KV Mechelen-spilleren Jordi Vanlerberghe har kurs mod de blå-gule, som er i afsluttende forhandlinger med den belgiske klub om en transfer af den 27-årige belgier. Det bekræftede Tim Matthys, der er sportsdirektør i KV Mechelen, over for Tipsbladet fredag.
- Vi forhandler med Brøndby, men nu og her er der ikke noget, der er skrevet under. Derfor kan jeg ikke bekræfte, at den er på plads, men vi er i fremskredne forhandlinger, og jeg tror, vi snart når til enighed, så Jordi skifter til Brøndby en af de kommende dage, lød det fra sportsdirektøren.
Og hvad er det så for en spiller, der er på vej til Brøndby IF? En ganske habil midtstopper. Det viser tal fra Opta, som Tipsbladet har bedt kigge Jordi Vanlerberghe efter i sømmene.
- Han er en spiller, der defensivt er stærk, men han er også komfortabel med bolden, konkluderer analysefirmaet efter at have gennemgået en række statistiske nedslag om den formodede kommende Brøndby-spiller.
Dygtig med bolden
Jordi Vanlerberghe er den spiller i KV Mechelen, der er noteret for flest boldberøringer i denne sæson, og i den belgiske liga er han samlet på en tiendeplads. Det betyder konkret, at han er ansvarlig for Mechelens opbyggende spil.
Det er han med relativt stor succes.
Én af belgierens største forcer er hans evne til at drive bolden fremad. 253 gange i denne sæson er Jordi Vanlerberghe noteret for at have drevet bolden minimum fem meter tættere på modstanderens mål, og kun fire spillere overgår den statistik i den belgiske liga.
Af de mere klassiske defensive dyder er det værd at notere, at Jordi Vanlerberghe har vundet 62,8 procent af sine dueller, hvilket også sikrer ham en høj placering blandt spillerne i Belgien. Han har vundet 69 procent af sine tacklinger.
Brøndby IF betaler ifølge belgiske medier 4,5 millioner kroner for midtstopperen.