Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby og FCK accepterer derby-straf

Brøndby og FC København accepterer Divisionsforeningens melding om at Derby fremadrettet spilles uden udefans.

De kommende kampe mellem Brøndby og FC København bliver uden udefans, og det står fuldstændig uklart, hvornår det ændrer sig. 

Det kunne Divisionsforeningen melde søndag aften i forbindelse med den ballade, der udsprang sig inden inden søndagens storkamp mellem de to klubber.

Det er en straf, som Brøndby accepterer. Det melder klubbens administrerende direktør, Ole Pålmå til klubbens hjemmeside.

- Divisionsforeningen har meddelt os om beslutningen om, at Derby fremadrettet skal spilles uden udebanetilskuere. Det er tidsubestemt, dvs. indtil man mener, at man igen kan afvikle Derby med tilskuere fra begge hold, og det er en beslutning, vi accepterer.

- Vi er utrolig triste over, at voldsparate grupperinger bruger fodbolden som anledning til at begå vold og bryde loven. De underminerer vores værdier som klub og de handlinger, som vi har set denne weekend, hører ingen steder hjemme i fodboldens verden.

- Vi har alle en opgave i at få disse voldsparate grupperinger ud af fodbolden, og vi har et arbejdsmøde med Justitsministeriet om tre uger, hvor der også vil være repræsentanter fra politiet, hvor vi skal drøfte de konkrete tiltag, vi diskuterede ved mødet tilbage i september. Vi ser frem til at fortsætte den konstruktive dialog og styrke samarbejdet for at fremme en positiv og ansvarlig fan-kultur.

- Vi håber, at alle parter vil deltage og bidrage med konkrete løsninger, så vi ved en fælles indsats kan få sat ind overfor dem, der ikke vil fodbolden og vores kultur det godt. 

FC København har ligeledes accepteret Divisionsforeningens beslutning.

Der har ikke været nogen anholdte i forbindelse med søndagens uroligheder.