Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-profil klar til luftkrig mod "AGF-ven": Ved hvad han vil

Brøndby-stopper Sigurd Rosted er ved at genfinde fortidens målform for sin danske klub, men på mandag skal han også forsøge at stoppe en gammel ven fra Sandefjord.

Han scorede det sene sejrsmål i sæsonåbneren mod FC Nordsjælland, han åbnede scoringen på udebane i Randers, og han lagde på i sidste mandags sikre sejr over Lyngby.

Brøndbys 26-årige centerforsvarer Sigurd Rosted har virkelig vist sin målfarlighed i dette efterår, og de tre mål gør ham også til den farligste forsvarer i Superligaen indtil videre, men faktisk er det ikke noget nyt for nordmanden.

- Jeg har jo altid været målfarlig, og det er en stor ambition for mig at score mange mål. Jeg lavede seks mål i den ene sæson i Belgien (for Gent). Det er helt klart noget, som jeg skal bidrage med.

- Vi arbejder selvfølgelig meget med dødboldene og man får jo nogle relationer til hinanden, samtidig med at der sidder nogle gode fødder på dem, der sparker boldene indover, så det er fint, siger Sigurd Rosted – og griner da tipsbladet.dk forsøger at lokke lidt om løbemønstre og placeringssamarbejdet med Andreas Maxsø ud af ham.

For det er selvfølgelig en forretningshemmelighed, som man ikke giver videre.

- Et par dage eller dagen før kamp øver vi på dødboldene, og så er der forskellige tilgange til det, alt efter hvad for en modstander vi møder. Det er jo Retov, der står for det og vurderer, hvad vi skal gøre, og om vi skal prøve noget nyt, siger den målfarlige forsvarer.

På mandag gælder det en svær kamp i Aarhus mod et AGF-hold, som Rosted allerede har mødt tre gange, begyndende med et 2-1 nederlag i Aarhus, men fulgt op af 0-0 i Brøndby og en afsluttende 1-0 sejr ude i mesterskabsspillet i sidste sæson, så på forhånd er det helt lige i tvekampen mod en gammel holdkammerat fra tiden i norske Sandefjord.

Læs også:- Alt, hvad han sparker til, ryger jo ind

- AGF er et meget fysisk hold, så det bliver en anden kamp end den, vi spillede mod Lyngby. Og så har AGF jo også min gamle holdkammerat Patrick Mortensen på toppen. Det bliver en hård kamp, men det jeg kan godt lide, for så bliver det også fysisk, og det passer mig godt, siger Sigurd Rosted.

Han spillede sammen med Patrick Mortensen i to sæsoner i Sandefjord, hvor den sidste endte med bronzemedaljer og et forsvarerskifte til belgiske Gent.

- Vi har ikke kontakt på den måde, men hver gang vi har spillet mod hinanden, har vi haft en lang snak efter kampen. Vi har det fint med hinanden, og jeg under ham al mulig succes, bare ikke mod os. Og så skal de selvfølgelig heller ikke have alt for mange point.

- Men han er en virkelig god fyr og en virkelig god spiller. Han udviklede sig vældig meget i Norge og gør det stadig væk, så han er en meget vigtig spiller for AGF, siger forsvareren, der ikke er helt sikker på, om de mange fælles træningstimer i Sandefjord er en fordel.

- Tjo, han kender jo også mig så. Jeg ved godt, hvad han vil, men han ved det samme med mig. Vi kender hinandens styrker og svagheder.

Svær periode i vinter
Sidste år ved denne tid pegede vurderingen af Sigurd Rosted i Brøndby-trøjen mere mod svaghed end styrke. Nordmanden havde det tit svært i kampene og havde problemer med opspillet med højrebenet fra pladsen som venstre forsvarer, hvilket blandt andet blev vendt og drejet på tv.

Og det gik skidt i den første kamp mod AGF, hvor han med en fejlaflevering var medvirkende til et AGF-mål og blev trukket ud i pausen med en advarsel, balancerende på kanten af en udvisning.

Læs også:Superliga-spørgsmål: Hvordan skal millionerne fordeles?

- Det var en svær periode for mig i vinter. Jeg kom jo til Brøndby i sommer med noget ekstra energi, men da vi så kom til vinteren, gik det lidt tungere. Så vinterpausen kom på et godt tidspunkt, og efter coronapausen er det virkelig gået godt, og tingene er faldet på plads.

- Jeg føler mig som en del af holdet, og at jeg bidrager godt, og det er jo en dejlig fornemmelse. Og en fodboldkarriere er jo også bare sådan. Det går op, og det går ned, og det var nok ikke sidste gang, at jeg blev ramt af sådan en periode, siger Rosted, der nu ikke blev tynget af mediekritikken sidste år.

- Nej, det er ikke noget, jeg lytter efter. Vi analyserer for os selv, og ud fra det prøver jeg selvfølgelig hele tiden at forbedre mig. Og så er der selvfølgelig også en lille forskel i at spille til højre eller til venstre, men man skal jo stadig kunne begge dele, lyder det fra forsvareren, der nu er rykket over i mere vante rammer på højre side af Andreas Maxsø, mens Brøndby-holdet er rykket frem i tabellen og ligger på førstepladsen før den 11. spillerunde.

- Selvfølgelig er det flot, og det er fint for fansene at se på, men skal jeg være ærlig, så tænker jeg ikke så meget på det, når der er så lang tid tilbage af sæsonen. Der er kun spillet 10 kampe, bare en tredjedel af sæsonen, så der er langt igen og mange kampe, så man tænker bare på den næste kamp.

- Men jeg synes, at vi havde et godt mesterskabsspil i sidste sæson. Efter coronapausen har vi arbejdet godt med det hold, vi har. Der er vældig mange unge spillere, og mange af stjernerne forlod holdet, men jeg synes, at vi har arbejdet godt som et hold, som vi viste i mesterskabsspillet, og som vi er fortsat med i denne sæson, siger Sigurd Rosted og fortsætter:

- Brøndby har jo altid ambitionen om at slutte i top tre. Det første mål er selvfølgelig altid at komme i top seks, og så derefter arbejde på at komme så højt som muligt efter det. Men det er jo en speciel sæson, hvor alle slår alle, og det kan være godt for nogle andre end de store, som FC Midtjylland, siger Sigurd Rosted.

Mandag aften skal han og Superligaens førerhold op mod sidste sæsons bronzevinder fra AGF, og der er kickoff i Aarhus klokken 19.00.

Læs også:Optakt: AGF - Brøndby IF

Læs også:- Det havde været frygteligt, hvis der ikke var pres på i Brøndby

Læs også:Superliga powerranking: Målene sejler ind