Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-målmand: Vi har spillet mere som et hold

Brøndbys Marvin Schwäbe er fuld af fortrøstning efter en "god spillemæssig start" på foråret. Målmanden mener, at de blå-gule har spillet endnu mere som et hold.

Brøndby IF har denne vinter sagt farvel til store profiler som Kamil Wilczek, Hany Mukhtar og Dominik Kaiser, men er alligevel kommet spillemæssigt godt fra start i foråret.

Det mener målmand Marvin Schwäbe i et interview med klubbens hjemmeside.

- Vi er generelt et meget yngre hold her i foråret, end vi var i efteråret, men vi skal se fremad, og det skal være med til at udvikle os. Starten på foråret har været god. Jeg synes, vi har spillet godt, og måske endnu mere som et hold, siger Schwäbe.

Brøndby åbnede foråret med en flot 2-0-sejr i Odense, men måtte i sidste weekend lide et 3-2-nederlag til AaB i det nordjyske.

Søndag eftermiddag venter forårets første hjemmekamp på den københavnske vestegn så mod Lyngby, og her skal spillet omsættes til tre point på ny, slår den tyske målmand fast.

- Det er selvfølgelig altid fint, at have spillet nogle gode kampe, men i sidste ende er det resultaterne der tæller. Jeg har en forhåbning om, at vi kan spille en endnu bedre kamp mod Lyngby, og forhåbentlig ramme nogle af de takter, vi så i den første kamp i Odense, siger han.

Der er kampstart på Brøndby Stadion klokken 16.00 søndag.