Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-indkøb ventes ude af grundspillet

Brøndbys nye belgiske forsvarsspiller ventes at være ude indtil slutspillet, lyder det.

Jordi Vanlerberghe blev skadet i sin uofficielle debut for Brøndby IF i sidste weekends testkamp mod Real Salt Lake, og den skade udskyder nu hans officielle debut i et stykke tid.

Brøndby IF meddeler således på sin hjemmeside i forbindelse med testkampen mod IFK Göteborg fredag, at Jordi Vanlerberghe ventes at misse forårets første kampe.

- I opgøret mod Real Salt Lake pådrog Jordi Vanlerberghe sig en skade der gjorde at han efter 30 minutter desværre måtte udskiftes. Skaden vurderes umiddelbart at holde belgieren ude af de resterende kampe i Grundspillet, skriver Brøndby IF.

Brøndby IF mangler at spille fem kampe i Superligaens grundspil mod henholdsvis FC Midtjylland, OB, Vejle Boldklub, Viborg FF og Silkeborg IF.  Kampe, der altså formentlig bliver uden det 27-årige nyindkøb.

Hvis Vanlerberghe bliver klar til slutspillet, kan han debutere i slutningen af maj eller starten af april, alt efter hvornår Brøndby skal spille. 

Mens Jordi Vanlerberghe kun nåede at spille godt 30 minutter i testkampene i Portugal, har andre forsvarsspillere som Kevin Tshiembe og Frederik Alves slet ikke været i aktion dernede. I den sidste testkamp under sydens sol - mod IFK Göteborg fredag - udgjorde Sean Klaiber, Rasmus Lauritsen og Jacob Rasmussen tremandsforsvaret med Henrik Heggheim på bænken.

Jordi Vanlerberghe, 27 år, kom til Brøndby IF fra KV Mechelen og endda i kampform. I hvert fald havde han spillet 21 ud af 22 mulige kampe for belgierne før skiftet til Brøndby.