Brøndby kunne torsdag ud af det blå melde, at man har solgt Yousef Salech til svenske IK Sirius, der gør sig i Allsvenskan.
Udsigten til spilletid var yderst begrænset på Vestegnen, hvilket fodbolddirektør Carsten V. Jensen gav som begrundelse for salget til klubbens hjemmeside. Talentet er dog bestemt til stede for Salech, og det får Sirius også lov til at betale for.
Brøndby får ifølge Tipsbladets oplysninger omkring 4,5 millioner kroner for Yousef Salech. Derudover får man en videresalgsklausul på cirka 25 procent med i aftalen.
Det lyder måske som småpenge for Brøndby, men for Sirius er det ganske alvorligt, for han bliver også klubbens dyreste indkøb til dato. Den titel sad Wessam Abou Ali på inden aftenens handel, da Sirius købte ham i sommeren 2023 for godt og vel to millioner kroner.
Netop Wessam Abou Ali er interessant i denne sammenhæng, for Sirius vil uden tvivl håbe, at Salech går i hans fodspor. Wessam Abou Ali brændte banen af i Allsvenskan i efteråret, hvilket fik Sirius til sælge ham til Al Ahly med en enorm fortjeneste. B.T kunne i januar fortælle, at prisen på Abou Ali kunne overstige 20 millioner kroner med bonusser.
Brøndby og Sirius vil begge håbe, at Yousef Salech går Wessam Abou Ali i fodsporene, for lykkes det, kan der falde mange flere millioner ned i Brøndbys klubkasse.
Yousef Salech nåede at spille 11 seniorkampe uden at score for Brøndby IF.