Brøndby henter tysk midtbanespiller
Foto: Brøndby IF
Superliga

Brøndby henter tysk midtbanespiller

21-årige Hany Mukhtar skifter til Vestegnen på en lejeaftale

Brøndby IF har indgået en 1-årig lejeaftale med den 21-årige tyske midtbanespiller Hany Mukhtar fra Benfica. Lejeaftalen indeholder desuden en købsoption.

Sportsdirektør Troels Bech fortæller i den forbindelse om en aftale og en mulighed, som man ikke har følt, at man kunne lade forpasse.

- Det er ikke hver dag, at vi vælger at indgå lejeaftaler, men i Mukhtars tilfælde så vi muligheden for at få en spiller ind, som har prøvet at smage på den type fodbold, vi ønsker at praktisere (hos Red Bull Salzburg, red.), og samtidig få en spiller til klubben af en kaliber, som normalt ikke ville være tilgængelig for en Superliga-klub, fortæller Troels Bech til klubbens hjemmeside.

- Men det er klart, at når Benfica har været indstillet på en lejeaftale, så skyldes det, at Mukhtar nu er nået dertil i sin karriere, hvor han skal tage arbejdshandskerne på og tage skridtet op til næste niveau. Vi har gode folk på midtbanen, så han skal gå til stålet og bevise fra første træning, at det er ham, træneren skal satse på, fortsætter sportsdirektøren.