BRØNDBY (Tipsbladet): Patrick Pentz blev dagens mand i skysovs for Brøndby IF, der spillede mere end en time i undertal mod FC Midtjylland, men alligevel vandt 1-0 i søndagens topkamp.
Den østrigske målmand reddede et straffespark fra Cho Gue-sung i første halvleg, og derudover diskede han også op med flere store redninger, som var med til at grundlægge den blå-gule triumf.
Så han var om nogen manden, der sørgede for en fest på Sydsiden bag det ene mål.
- Det er imponerende, der kommer så mange fans i det her lortevejr, lyder det fra Brøndby-målmanden.
Imponeret er Patrick Pentz til gengæld ikke over FC Midtjylland, som han ikke mener viste ret meget i søndagens topkamp, hvor "ulvene" var i overtal i det meste af opgøret.
- De har ikke en plan for, hvordan de gerne vil spille. De sparker bare lange bolde og indlæg i feltet. Det var første gang, jeg mødte FC Midtjylland, og nu har jeg mødt tæt på alle hold i ligaen. Jeg må bare sige, at jeg ikke var imponeret, siger Patrick Pentz.
FC Midtjyllands Aral Simsir griner, da han bliver gjort bekendt med bemærkningen fra Brøndbys målmand.
- Det skal han jo sige - nu har han jo fået en masse selvtillid. Men han har delvist ret. Vi kommer frem til meget, men er ikke kyniske nok foran mål, lyder det fra offensivspilleren.
Tilbage til Patrick Pentz, der altså løb med hovedrollen på det våde underlag i Brøndby. Målmanden kunne efter opgøret vinke til sin far, som var på plads på Brøndby Stadion for at se sønnike. Det var østrigerens mor til gengæld ikke, selv om hun også opholder sig i Danmark i øjeblikket.
Brøndby-keeperen ville simpelthen ikke have hende med.
- Jeg bad hende om at blive hjemme. Hver gang, hun ser en af mine kampe, taber vi. Så hun måtte blive hjemme i min lejlighed, og det accepterede hun. Hun ville også gerne have, vi vandt i dag, fortæller Pentz med et stort grin.
I minutterne efter slutfløjt sang Brøndby-fansene "four more years" efter Patrick Pentz i håb om, at Carsten V. Jensen åbner pengepungen og køber målmanden, som i denne sæson er lejet i Bayer Leverkusen.
Om deres bønner bliver hørt, må tiden vise.