Brøndby går efter udenlandsk træner - men ikke fra AIK
Foto: Lars Poulsen / Polfoto
Superliga

Brøndby går efter udenlandsk træner - men ikke fra AIK

Svenske Andreas Alm bliver sat i forbindelse med trænerjobbet i Brøndby, men den 42-årige svensker må se sig om efter et andet job.

42 årige svenske Andreas Alm er det seneste skud af efterhånden mange trænernavne, der blevet nævnt i forbindelse med det - fra næste sæson - ledige trænersæde i Brøndby IF.

Efter et møde med ledelsen i AIK ser det ud til, at træneren står over for et exit i den svenske klub, og svenske medier sætter Andreas Alm i forbindelse med Brøndby, der skulle have haft dialog med træneren.

Tipsbladet.dk erfarer dog, at Andreas Alm ikke er den træner, som nu tidligere formand Jan Bech Andersen og den sportslige ledelse er tæt på at skrive kontrakt med. Der er flere indikationer på, at den kommende Brøndby-træner er udenlandsk, men Andreas Alm bliver det ikke. Ligesom det i øvrigt heller ikke bliver Tony Adams. 

- Vi er tæt på en ny træner. Meget tæt på. Inden for kort tid forventer jeg, at bestyrelsen kan præsentere en meget spændende person og profil, sagde Jan Bech Andersen i forbindelse med sin beretning som formand ved tirsdagens generalforsamling.

Kort efter sagde storaktionæren i Brøndby til tipsbladet.dk:

- Der kommer en ny træner træner i denne uge – hvis alt går vel. 

- Jeg var bestyrelsesformand og var formand for det sportslige udvalg. Derfor er det klart, at jeg har haft en del med det projekt at gøre sammen med de andre i det sportslige setup.

Engelske Tony Adams har erklæret sig interesseret i jobbet i Brøndby, men han har aldrig været et reelt tema i Brøndby, hvor også profiler som Ronny Deila og Teddy Sheringham har været nævnt.

Det er ventet, at Brøndby inden for få dage vil kunne præsentere den træner, der skal tiltræde efter sommerpausen, hvor Auri Skarbalius vil vende tilbage til sit job som U19-træner. Klubben er børsnoteret, så når klubben skriver under med en ny træner, skal der udsendes en selskabsmeddelelse: Med andre ord har klubben en mand i udsigt, men han har ikke skrevet under endnu.

Tipsbladet.dk forstår, at det mest sandsynlige er, at den nye træner falder på plads i weekenden.