Brøndby-flop stiller fodboldstøvlerne på hylden
Den tidligere Brøndby-spiller Joseph Elanga, der ikke havde den største succes i Brøndby, stopper karrieren som bare 31-årig.
- Jeg havde en lang snak med min kone, om hvorvidt jeg skulle fortsætte med at spille eller finde på noget andet, en plan B, og vi er kommet frem til at vælge plan B, siger Elanga ifølge svensk Eurosport.
Elanga var senest i aktion på højeste niveau i 2010, hvor han spillede for svenske Malmö FF, men parterne kunne ikke blive enige om en kontraktforlængelse, og så tog Elanga væk og har forsøgt at finde sig en ny klub, hvilket dog ikke er lykkedes.
Elanga har dog ikke tænkt sig at forlade fodboldverdenen lige med det samme.
- Jeg skal uddanne mig som træner. Det føles spændende.
Joseph Elanga var på kontrakt i Brøndby fra 2005 til 2009, men det sidste år var han udlånt til AC Horsens.