Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby bekræfter endnu en handel: Mukhtar skifter til amerikansk klub

Det er nu ganske vist. Hany Mukhtar skifter til januar til Nashville SC i USA. Han spiller efteråret færdigt i Brøndby IF.

Sikke en dag i Brøndby. Først et kæmpe underskud, så tilgang af Sigurd Rosted samt Johan Larsson og nu farvel til en af klubbens største profiler de seneste år. Eller i hvert fald et forestående farvel.

Brøndby IF har netop offentliggjort, at klubben har solgt Hany Mukhtar til Nashville SC. Skiftet træder dog først i kraft til nytår, så tyskeren fortsætter i Superligaen resten af efterårssæsonen.

- Vi har i tre sæsoner haft fornøjelsen af Hanys evner, og det er forventeligt, at en spiller af den kaliber ikke spiller resten af sine dage i 3F Superligaen. Nashville SC har fulgt Hany i lang tid, og Hany har selv haft et stort ønske om at prøve sig af i MLS, så det giver god mening for alle parter, at de nu har papirer på hinanden fra 1. januar 2020, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen.

- Indtil da har vi glæden af, at Hany spiller for os efterårssæsonen ud, og jeg er ikke i tvivl om at, Hany, som en af lederne på holdet, vil gå forrest på banen og til træning.

Nashville SC blev stiftet i 2016 og spiller aktuelt i USL Championship, som er næstbedste række i USA og Canada. Det ligger dog allerede fast, at klubben til nytår får en plads i Major League Soccer, som er den bedste række på de kanter.

Hany Mukhtar har døjet med en skade og sygdom i begyndelsen af denne sæson og har endnu ikke været i kamp for Brøndby.