'Ingen Over Klubben - Stop Volden'.
Signalet er klart - nu vil Brøndby IF ikke mere.
Klubben fra den københavnske Vestegn bærer til torsdagens pokalkamp mod FC Midtjylland spillertrøjer med budskabet 'Ingen Over Klubben - Stop Volden!' på brystet.
Det oplyser Brøndby IF på sin hjemmeside.
Og trøjen er et budskab, som klubben ønsker at sende sammen med partneren Danske Spil og Oddset samt Fanafdelingen i Brøndby Support.
- Vold vil aldrig blive accepteret i Brøndby IF, og vi vil gøre alt, hvad der skal til, for at skabe en tryg og positiv oplevelse for alle vores fans. Når vi sammen med vores hovedpartner Danske Spil, Fanafdelingen og Brøndby Support bærer budskabet 'Stop Volden' på trøjerne i aften, så viser vi styrken i at stå samlet. Fodbold skal samle folk, ikke splitte os, og det kræver en fælles indsats fra os alle, siger administrerende direktør Ole Palmå i en pressemeddelelse.
Lars B. Petersen, der er formand for Fanafdelingen, udtaler:
- Vi har været vidne til en helt uacceptabel adfærd, der er utrolig skadelig for klubben, vores fanmiljø og vores omdømme. Der er ingen nemme løsninger, men i det tætte samarbejde mellem flere vigtige interessenter vil vi komme et bedre sted hen. Dagens spillertrøje er en vigtig markering af arbejdet, der ligger foran os.
Sarah Agerklint, formand i Brøndby Support, siger:
- I Brøndby Support arbejder vi for at sikre trygge og positive fodboldoplevelser for alle fans. Vores værdier og vedtægter understreger klart, at vold og kriminel adfærd er uacceptable og helt uforenelige med fodboldens ånd. Når vi går sammen om budskabet ’Stop Volden’, er det for at lade fællesskabet tale med én stærk stemme: fodbold skal forene os, ikke skabe afstand. Det kræver, at vi alle står sammen for at beskytte det fællesskab, som betyder så meget for os.
Årsagen til trøjen skal naturligvis findes i det faktum, at der var ballade på stadion inden opgøret. Og at der dagen inden kampen var ballade mellem fangrupperinger fra Brøndby og FCK.