Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-anfører: Der er kommet en helt anden mentalitet hos de unge

Andreas Maxsø har set en stor ændring hos de unge spillere i Brøndby IF.

Brøndby IF er aktuelt på førstepladsen i Superligaen, og det er de med et hold, der ser noget anderledes ud, end det gjorde ved Andreas Maxsøs ankomst på Vestegnen forrige sommer.

I den nuværende Brøndby-anførers første tid i klubben var de største profiler Kamil Wilczek og Dominik Kaiser, der begge var over 30 år. Nu er den måske største profil i stedet 20-årige Jesper Lindstrøm, mens 19-årige Morten Frendrup og 21-årige Andreas Bruus også er mere eller mindre fast inventar i startopstillingen.

Læs også:Brøndby-profil klar til luftkrig mod "AGF-ven": Ved hvad han vil

Den udvikling nyder anfører Andreas Maxsø at se, og han har også set en stor ændring hos de unge.

- Det er sjovt at se især de unge spillere, som har rykket sig en del, og de gør det godt, må man bare sige. Dem, som måske ikke spiller så meget, de presser godt på til træning. Så der er kommet en helt anden mentalitet blandt de unge spillere i løbet af det her halvandet år, jeg har været her nu. De kan jo også godt se, at der er en god mulighed for at få spilletid – men også fordi der er forventninger om, at de skal træde ind på holdet og byde ind fra start.

Læs også:Optakt: Vejle Boldklub - FC Midtjylland

- Det er måske i lige så høj grad, fordi vi som klub ikke køber så dyre spillere længere, så derfor åbner det selvfølgelig en mulighed for de yngre spillere, og at de kan få chancen og slå til. Og de skal selvfølgelig være klar, når de så får muligheden, men man kan tydeligt mærke på dem, at de er ’mere’ klar - og det viser de også på banen. De har også spillet mange kampe nu, så vi ældre på holdet forventer også naturligvis noget mere af dem, siger Andreas Maxsø til Brøndbys hjemmeside.

Brøndby IF skal mandag møde AGF i Superligaen, og med en sejr er de sikre på at være på førstepladsen halvvejs i Superligaens grundspil.

Læs også:Flere millioner på spil for SønderjyskE i Superliga-kamp

Læs også:Fire priser ud af fire mulige: Brøndby-komet løber med al hæder