De startede allerede i anden runde af Champions League-kvalifikationen i løbet af august og spillede sig frem til gruppespillet, og siden fulgte seks kampe i det gruppespil, mens der også var masser af kampe i Superligaen samt pokalfodbold.
Så da FC Midtjylland den 21. december sluttede efteråret af med en sejr på 3-1 hjemme over FC Nordsjælland, var cheftræner Brian Priskes plan klar: Giv spillerne en forlænget ferie, så de først er tilbage mandag den 11. januar.
- Vi prioriterede at tage nogle ekstra fridage baggrund af et presset efterår med mange kampe og generelt set et 2020, som har stillet enormt store krav til spillerne, der har fået meget lidt ferie. Vi havde én uges sommerferie, hvis man man kalde det det, hvor de kunne tænke på noget andet, men jo ikke rigtigt komme ud og rejse. Så det var lidt på den baggrund, at vi følte, der var en menneskelig side af fodbolden.
- Og vores udlændinge kunne flyve hjem for at være med deres familier, de ikke havde set et helt år, og så er der måske også noget mentalt, der bliver frigjort (ved at holde en længere ferie). Det har de responderet godt på, siger cheftræner Brian Priske til tipsbladet.dk.
Læs også:FCK og FCM er helt i bund: Har givet nøglespillere færrest kampminutter
Cheftræneren sendte dog ikke kun spillerne på ferie med instrukser om at slappe af - det fik hele den midtjyske stab også at vide.
- Staben fik at vide, at de skulle holde fri og slukke computeren. Telefonen måtte de lidt selv styre, men computeren skulle være slukket i et antal dage, for de har også været
under et maksimalt pres, siger cheftræneren, der sammen med den stab nu er klar til at arbejde på små justeringer i løbet af opstarten:
- Ingen tvivl om at de har kigget lidt på, hvad vi var igennem, hvad der fungerede, og hvad der var af mindre ting, vi skal have lidt mere fokus på igen. Vi skal ikke lave nogen revolution i måden, vi spiller på og gør tingene, men der er nogle ting, vi godt kan stramme på og minde hinanden om er vigtige for den periode, vi går ind i, hvor tingene skal afgøres. Det bliver også fedt at komme i gang med den del. Det har været lang tid siden, at vi kunne træne og have fokus på små detaljer, fordi der var kampe konstant, siger Priske.
I store dele af efterårssæsonen var der kampe hvert tredje dag, og med rejser til Italien, Holland og England i forbindelse med Champions League var det heller ikke meget, der kunne arbejdes med på træningsbanen.
Læs også:Udlejet FCM'er: Det er ikke bare et ligegyldigt lejemål for mig
- Jeg tror den eneste uge, hvor jeg selv følte, jeg havde lidt luft, og jeg kunne gøre noget, var op til vores FCK-kamp. Den vi vinder 4-0. Der havde vi faktisk to rigtigt gode træninger, og man følte, at spillerne havde fået lidt ekstra luft oven på et hårdt program. Jeg tror, de havde to fridage, inden vi havde to gode dage på træningsbanen, og så var der kamp. Det gav mig faktisk en rigtig god følelse, og jeg tror, det gav alle mand en god fornemmelse af, at nu var vi godt på vej, siger Brian Priske.
Og godt på vej var Midtjylland altså. Selv om det blev til bare et enkelt point i Champions League-gruppespillet og dermed også en exit, kunne holdet fra Ikast og Herning altså holde fast i førstepladsen i Superliagen, mens man også har spillet sig videre til kvartfinalen i pokalturneringen.
Midtjyderne åbner foråret med en hjemmekamp mod SønderjyskE, og Brian Priske kan glæde sig over, at det bliver til en del flere dage på træningsbanen, nu man ikke længere er med i Europa.
Læs også:Fredericia henter Brøndbys pokalbøddel
Læs også:FCM og AGF tvunget til at rykke træningskamp
Læs også:FCM-træner erkender: Vi kan ikke gøre som normalt