Video : Tipsbladet
Superliga

Brian Priske savner stærkere bredde efter åreladning i FCM-truppen

FC Midtjylland-cheftræner vil ikke komme med ønsker til specifikke positioner, men han ser gerne at bredden bliver forbedret inden et hårdt efterår.

FC Midtjylland er gået på landsholdspause på førstepladsen i Superligaen efter deres sejr på 1-0 over Brøndby søndag aften på MCH Arena, og mandag står et nyt slag for døren for de danske pokalvindere.

Det er på transfermarkedet, hvor midtjyderne er kendt for ikke at ligge stille, og sådan bliver det nok heller ikke denne gang. Senest har klubben sendt Gustav Wikheim til Saudi Arabien, og man arbejder desuden på at sende Artem Dovbyk videre, og Jakob Poulsen takkede af forud for kampen.

Samtidig er der ikke kommet nyt til klubben på det seneste, og det går selvsagt udover bredden i truppen, når så mange forlader holdet. Det erkender den nye cheftræner Brian Priske da også overfor tipsbladet.dk, hvor han kan se udfordringer, når efterårets kampe melder sig.

- Det er klart, at nu er Wikheim lige skiftet, Jakob (Poulsen red.) tager afsted til Melbourne, Artem (Dovbyk red.) er måske ude af døren, og Ayo (Okosun red.) røg i sidste weekend. Der er ingen tvivl om, at der er sket noget på bredden. Det kan da godt ske, at der skal ske noget, men det er heldigvis noget, som de (FCM-toppen) må ligge og rode med i løbet af natten. Jeg træner det hold, som står inde på banen, fortæller Priske.

Når det kommer til hvilke pladser på banen, FCM-træneren vil have forstærkning på, så er det et område, hvor han holder kortene tæt til kroppen. 

- Vi drøfter det altid internt og snakker om hvilke positioner, vi gerne vil forbedres på, hvis det er det. Men jeg er fuldt ud tilfreds med den klub, som vi har nu, hvis det skulle ende sådan, siger han og fortsætter:

- Men som træner vil man altid lige sørge for, at bredden er intakt, og at der er muligheder for både skader og karantæner. Men også for at holde alle mand skarpe, så man ved, at hvis man ikke præsterer på et tilstrækkeligt niveau, så står der en sulten spiller, som er klar. Det er selvfølgelig den balancegang, som vi skal have fundet nu, lyder det fra Brian Priske.

Dertil nævner han, at spillerne fra klubbens akademi kan være en løsning, hvis der skal hives ekstra kræfter op til kampene og træning.