Breddeklub valgte Brøndby over OB: De havde meget mere at tilbyde
Det vakte opsigt, da Odense-klubben Næsby BK for et par år siden blev samarbejdsklub med Brøndby IF. For pludselig kunne vestegnsklubben hente talenter fra OB's baghave, og OB undrede sig over forløbet.
Tidligere på ugen kunne Brøndby så fortælle, at de har indledt et samarbejde med en ny fynsk klub, Nyborg G&IF. Denne gang er tonen mere forsonlig fra OB, men talentchef Tonny Hermansen vil gerne have alle fynske fodboldtalenter samlet i OB, så han ærgrer sig.
- Hvis jeg skal være helt ærlig: Jeg har intet mod konkurrence, sådan skal det være, men jeg har det også sådan, at når man bor på Fyns land, og der er forholdsvis langt til København, så kan jeg ikke rigtig se idéen med det. Men det må de jo selv om. Jeg kan bare ikke rigtig se idéen, siger talentchefen til tipsbladet.dk.
Han vil gerne lukke broerne, altså holde fynsk talent på Fyn. Men spørger man i Nyborg, er det faktum, at der er længere til Københavns Vestegn end til Odensen, både i fysisk afstand og i mental forstand, en af årsagerne til, at de valgte Brøndby IF.
- Det indgår faktisk i et strategisk valg. Det er nemmere for vores talenter at blive i moderklubben, når vi har en bro imellem, siger ungdomsformand Henrik Gaunsbæk til tipsbladet.dk.
- Vi er en breddeklub, så vi vil gerne udvikle alle vores spillere. Hvis vi har nogle talenter, vil vi gerne holde så længe som muligt på dem i den lokale klub. Vi er selvfølgelig ikke blåøjede, og selvfølgelig vil de (Brøndby, red.) gerne have vores talenter, men slet ikke så tidligt. Vi vil bare gerne gøre det senere, ikke når de er 10-12-13 år.
Han er bevidst om, at der givetvis er nogle OB-fans i Nyborg, der er kede af valget, men det er ifølge Henrik Gaunsbæk truffet med den lokale klubs velbefindende for øje.
- Brøndby tilbyder noget, som ligger os nært. De kom med et bedre tilbud, som passer til os. Vi syntes, der var et godt match. Brøndby er mega-professionelle, mega-sympatiske og mega-dygtige til at udvikle. De har samme tanker om at udvikle talenter i egen klub, og de vil komme til os og hjælpe med trænerudvikling, siger ungdomsformanden.
- Så hvis man skal sige det helt kort på én linje, så har Brøndby meget mere at tilbyde, som passer til os. Det gælder trænerudvikling, klubudvikling og spillerudvikling.
Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?
Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?
Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.
Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.