Mads Emil Madsen er snart fortid i Silkeborg IF.
Klubben fra Søhøjlandet har netop meldt ud, at man er ved at sælge midtbanespilleren, der har været klubbens klart bedste spiller i denne sæson.
Det gør SIF i en selskabsmeddelelse, hvor det samtidig fremgår, at man opjusterer forventningerne til årets resultat på grund af det forestående salg af anføreren.
- Selskabets dattervirksomhed Silkeborg IF A/S har accepteret et tilbud fra en anden klub vedr. en transfer af fodboldspilleren Mads Emil Møller Madsen efter den igangværende sæsons afslutning. Tilbuddet er betinget af enkelte forbehold, der alle forventes opfyldt i løbet af den kommende uge, skriver klubben i selskabsmeddelelsen.
Mads Emil Madsen har i denne sæson spillet 29 kampe i Superligaen og har scoret to gange og stået for seks oplæg.
Den 22-årige SIF-kaptajn har fortsat to og et halvt år igen af sin aftale med klubben, så det koster formentlig en pæn sum penge at købe ham fri af Silkeborg.
Hvem køberen er, melder meddelelsen ikke noget om, men beløber er muligvis omkring de 10 millioner kroner, da SIF nu justerer forventningerne til årets resultat.
Det er justeret fra mellem minus fem og plus fem millioner kroner i årets regnskab, til at man nu forventer mellem plus fem og plus 10 millioner kroner i overskud.