Jakob Michelsen får ikke forlænget sin aftale, når den til sommer løber ud i OB.
Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
Dermed siger OB farvel til den træner, der har stået i spidsen for holdet i to og et halvt år.
I den tid er Jakob Michelsen endt som nummer fem og syv med det fynske mandskab, men i øjeblikket ligger OB et stykke fra top seks og er "blot" nummer ni i dansk fodbolds bedste række. Og det er ifølge pressemeddelelsen fra OB "svingende resultater", der får klubben til at kigge efter en ny træner, der kan "skabe mere stabilitet og bedre resultater".
Der har været mange rygter om en forestående trænerfyring, men nu har OB altså meldt ud, at man til sommer vil have en ny cheftræner, og at Michelsen ikke skal fortsætte, når aftalen løber ud.
Hvem man arbejder på som kommende cheftræner, melder historien af gode grunde ikke noget om, men klubben er tidligere blevet sat i forbindelse med både Niels Frederiksen, der har kontraktudløb i Brøndby til sommer, samt Brian Riemer, der er assistenttræner i Brentford.
Jakob Michelsen har tidligere arbejdet i Hammarby og SønderjyskE og skal nu gøre sæsonen færdig i OB.