En gigantisk bombe er fredag sprunget i Superligaen. Magne Hoseth er nemlig færdig som cheftræner i Lyngby Boldklub.
Cheftræneren kom til i januar, men stopper nu efter blot 50 dage. Det meddeler klubben selv.
"Beslutningen bunder primært i manglende opbakning til træneren fra hverken den øvrige trænerstab eller fra spillertruppen. Uden den har det været nærmest umuligt for klubbens direktion og ejere at gøre andet end at reagere nu – velvidende at denne kedelige rekord udefra kan ses som drastisk og alt for hurtig," skriver Lyngby.
Andreas Byder, direktør i klubben, udtaler: til klubbens hjemmeside:
- Vi er frygtelig kede af situationen. Det er udelukkende os, der kan kritiseres, og vi vil gøre alt for at hjælpe Magne og familien videre. Det er os, der har trukket Magne ud af et godt job, fået hans familie til Danmark, og det må således også være os, der tager skraldet. Vi har intet at bebrejde Magne for, og vi håber, at det er åbenlyst for enhver, at det intet har med de to første kampe at gøre.
- Vi har meget tidligt i forløbet fået indikationer omkring manglende tydelighed og involvering. Det har vi talt om, involveret folk i, ansat eksperter til samt bearbejdet dagligt i en klassisk Lyngby-tro på, at det kommer med tiden. Staben omkring cheftræneren har været frustrerede og kede af det. Det samme gælder nu spillerne, og i denne uge er det blevet klart for os, at det er opstået en opgivenhed og manglende tro på fremtiden, som gør, at vi nu reagerer – trods et helt forfærdeligt dilemma.
- Du har medarbejdere uden tro på fremtiden den ene side, og en fantastisk sympatisk mand med kun 50 dage i stolen på den anden side. Det er ikke en sjov beslutning på nogen måde, og vi kan kun håbe, at fodbold-Danmark ikke slagter os, men forstår den meget anspændte situation, vi har stået i.
Magne Hoseth nåede to kampe i spidsen for Lyngby - begge blev tabt.