Jacob Friis stopper som cheftræner i AaB
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Jacob Friis stopper som cheftræner i AaB

Jacob Friis stopper af personlige årsager i AaB.

Jacob Friis har valgt at stoppe i AaB af personlige årsager, fremgår det i en selskabsmeddelelse. AaB har siden også udsendt en pressemeddelelse med nyheden.

Det er snart to år siden, at han overtog cheftrænerposten i Aalborg-klubben, men sidste år blev hans datter Luna syg med leukæmi, og det har selvsagt taget meget af hans tid, hvorfor han også lejlighedsvis har været væk fra træningsbanen.

Datteren har fået en transplantation, og der er ikke sket en forværring, men Jacob Friis gør det klart, at datteren har brug for hans støtte, og at han ikke vil se fra afstand, mens hun kæmper for at komme sig over transplantationen.

Jacob Friis nåede 65 kampe som cheftræner for AaB. Den 43-årige fodboldtræner fik jobbet som cheftræner permanent, da han leverede fine resultater som midlertidig chef i kølvandet på fyringen af Morten Wieghorst i 2018.

AaB oplyser, at man søger efter en ny cheftræner, men at Peter Feher, assistenttræner, i første omgang overtager jobbet som cheftræner, mens Rasmus Würtz forbliver som assistenttræner.