Amerikansk investor køber SønderjyskE Fodbold
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Amerikansk investor køber SønderjyskE Fodbold

SønderjyskE Fodbold A/S er blevet opkøbt af en amerikansk investor.

FC Midtjylland, FC Nordsjælland og nu SønderjyskE.

En fjerdedel af Superligaen er nu på udenlandske hænder, efter Sønderjysk Elitesport netop har meldt ud, at man har solgt fodboldselskabet SønderjyskE Fodbold A/S. Den nye ejer er den amerikanske familie Platek, fremår det af en pressemeddelelse fra Haderslev-klubben.

- For godt to måneder siden henvendte familien Platek sig til Claus Guldager, der er bestyrelsesformand i Sønderjysk Elitesport A/S, for at høre, om SønderjyskE Fodbold var til salg.  Efter en tæt dialog mellem familien Platek og Claus Guldager om værdier, tanker og visioner udviklede de mange telefonsamtaler og virtuelle møder sig til egentlige forhandlinger om betingelserne for en overdragelse, skriver fodboldklubben på sin hjemmeside, hvor der også senere står, at fodbolddelen står til at blive rustet.

- Salget giver SønderjyskE Fodbold mulighed for at konsolidere sig yderligere i 3F Superligaen, og det giver utvivlsomt mulighed for, at der kan lægges yderligere lag på den gode sportslige udvikling. Salget indebærer en betydelig økonomisk konsolidering, der ikke kan undgå også at få betydning for de sportslige ambitioner.

Stolt bestyrelsesformand
Claus Guldager, der er bestyrelsesformand i Sønderjysk Elitesport A/S, glæder sig over perspektivet i de nye ejer.

- I dag er jeg en stolt bestyrelsesformand. Det sønderjyske fodboldprojekt er solgt til en amerikansk familie, der er faldet for ikke bare projektet, men også for de folk, der energisk har arbejdet for det i mange år. Jeg har over årene i spidsen for SønderjyskE mærket den lyseblå puls, og jeg kender de mange lyseblå hjerter. Jeg blev derfor stolt, da en familie fra New York henvendte sig og indledte med at udtrykke ros og stor respekt for det lyseblå projekt og for alle folkene bag.

- Vi har før oplevet, at der har været en vis interesse for vores Superliga-projekt, selv om vi ikke har haft et til salg-skilt om halsen, men denne gang kom interessen fra de rigtige, og den var meget konkret og seriøs. Det første, Robert Platek sagde efter at have udtrykt ros og respekt, var: ”What can I do for you”, og det understreger, at han virkelig ønsker at favne og hjælpe.

- Jeg er ikke naiv, og jeg ved godt, at der er mere i det, men tilgangen betød, at vi med det samme var på bølgelængde. Vi gik derfor hurtigt i dialog for at lære hinanden bedre at kende. Familien havde på forhånd et indgående kendskab til os, vores kultur og vores værdier. Jeg kendte selvsagt ikke familien Platek, men vi har nu opbygget en meget god og tæt relation, og det er nu efter en lang proces mundet ud i, at vi ønsker hinanden tillykke med handlen, og at vi alle forventningsfuldt ser frem til at drive det, vi betragter som et fælles projekt.

- Vi skal drive SønderjyskE videre, som vi kender det, og det ændrer sig ikke, fordi Superligaprojektet nu har fået en amerikansk ejer, der har valgt at sætte nogle af familiens spareskillinger ind på Sønderjysk Elitesports bankkonto. Familien Platek har valgt os, fordi vi driver en ordentlig forretning, der er drevet af de mest engagerede mennesker og på grundlag af sunde værdier. Det er i samme ånd, projektet skal drives videre. SønderjyskE Fodbold skal også i fremtiden drives på sønderjyske værdier og med det altoverskyggende formål at profilere landsdelen og give sønderjyderne nogle fælles oplevelser, siger Claus Guldager.

Det er et familieprojekt, købet af SønderjyskE, og familien Platek glæder sig til at se, hvad det kan blive til med Haderslev-klubben.

- På vegne af min familie er jeg meget begejstret for at annoncere vores samarbejde med SønderjyskE, der er en klub rodfæstet i stærke traditioner og værdier. Jeg har rejst til Haderslev ved flere lejligheder, hvor jeg har oplevet den loyale gruppe af stab, spillere og ivrige fans.

- Den utrolige støtte fra hele regionen har ført til den succes, SønderjyskE har oplevet. Vi ser frem til at samarbejde med klubben og fastholde de vedvarende traditioner og samtidig begynde en ny æra med vækst. Vi er virkelig spændte på at begynde vores arbejde med SønderjyskE, siger Amanda Platek, datter af Robert Platek.

Robert Platek var for et år siden kædet sammen med et køb af Sunderland, men det blev ikke til noget. Nu har man altså kastet pengene i SønderjyskE. Udover fodbolddelen har Sønderjysk Elitesport A/S også solgt SønderjyskE Ejendomme A/S til den amerikanske investor.

Det er ikke første gang, at amerikanere investerer i en dansk fodboldklub. For lidt over et år siden køte amerikanske Jordan Gardner FC Helsingør, der lige nu topper 1. division. Flere andre klubber i divisionerne er også på udenlandske hænder.