Sports Strategy Excellence 22 (SE22) vil snart eje 20 procent af aktierne i AaB.
Det sker mod en indbetaling på 14.880.000 kroner. Det svarer til en pris på 44,26 kroner pr. aktie.
Dermed bliver SE22, som har base i Hamborg i Tyskland, storaktionær i Aalborg-klubben.
Det har AaB meldt ud i en pressemeddelelse torsdag morgen.
Samtidig er der opnået tilsagn fra nye lokale aktionærer om at bakke op om AaB med yderligere kapitaltilførsel på 15.000.000 kr. ved en forestående fortegningsretsemission, der forventes gennemført i andet kvartal af 2023.
Der er således i forbindelse med den forestående fortegningsretsemission opnået bindende kapitaltilsagn på 45.030.000 kr. inkl. 15.150.000 kroner i ansvarlig lånekapital fra de Nuværende Storaktionærer.
Det bindende kapitaltilsagn på i alt 45.030.000 kr. er fra de Nuværende Storaktionærer, nye lokale aktionærer og SSE22.
Niels David Nielsen - formand i AaB A/S - siger følgende i meddelelsen:
- Efter en lang og grundig proces, hvor udgangspunktet har været AaB’s bedste i fremtiden, har det været essentielt for os, at vores nye storaktionær skal kunne bidrage til at flytte AaB fodboldfagligt. Det mener vi, at SSE22 kan.
- Vi glæder os til det kommende samarbejde med SSE22 og er samtidig særdeles glade for, at den præsenterede model også har mødt stor opbakning fra både eksisterende storaktionærer og nye betydelige aktionærer fra Nordjylland. At vi samlet har opnået opbakning og et forhåndstilsagn på 45.030.000 kr. er imponerende, og det vil jeg gerne takke alle involverede for.
- Nu går arbejdet og planlægningen af fremtiden for AaB for alvor i gang, og det er vores hensigt at få den rette sportschef på plads til at lede den sportslige sektor. Ligeledes vil et fremtidigt advisory board med deltagelse af personer fra SSE22 også være en del af det sportslige setup i AaB.
SSE22 og AaB vil nu i fællesskab udvikle den sportslige strategi. En strategi, der også kommer til at indeholde en plan for udvikling af AaB’s træningsfaciliteter i samarbejde med moderklubben AaB af 1885 med henblik på en omfattende modernisering af de fysiske faciliteter på anlægget på Hornevej og etablering og renovering af træningsbaner.