Video : Tipsbladet
Champions League

Indskiftet brasser sender FCM videre i CL-kvalifkationen

Junior Brumado blev matchvinder, da FC Midtjylland vandt 1-0 ude over Ludogorets i CL-kvalifikationen.

Champions League-drømmen lever i bedste velgående for de danske fodboldmestre fra FC Midtjylland.

Onsdag aften spillede midtjyderne sig et skridt nærmere turneringens guldrandede gruppespil ved at besejre bulgarske Ludogorets med 1-0 på udebane.

Den indskiftede brasilianer Junior Brumado blev den store helt med kampens enlige mål. Det scorede han i det 78. minut, da bolden dumpede ned for fødderne af ham tæt under mål en håndfuld sekunder efter et hjørnespark.

Det er højst overraskende, at det netop var den 21-årige brasilianer, som skulle blive matchvinder. Han har kun skudt med løst krudt i FC Midtjylland, siden han kom til klubben i januar 2019. Onsdagens mål var hans første mål i sin kamp nummer 24 for ulvene.

I foråret var han udlejet til Silkeborg, hvor han nettede tre gange.

FC Midtjylland skal fortsat passere yderligere to forhindringer for at indløse billet til gruppespillet i Champions League. Næste runde, der er tredje kvalifikationsrunde, afvikles også over et enkelt opgør, men der er ikke trukket lod endnu.

Skulle midtjyderne vinde den runde, kommer holdet i den såkaldte playoffrunde. Her vil man i lighed med tidligere år både spille på ude- og hjemmebane.

FCM-sejren i Razgrad var ganske fortjent.

Midtjyderne var overlegne i store dele af kampen, og kun uskarphed gjorde, at Brian Priskes tropper måtte vente så længe på kampens første mål.

Alene i første halvleg havde de danske mestre en stribe gode chancer og forsøg, men Erik Sviatchenko, Awer Mabil, Sory Kaba og de øvrige afsluttere manglede den sidste kvalitet.

I begyndelsen af anden halvleg fortsatte den midtjyske dominans, men siden kom hjemmeholdet langt bedre med og kom til flere gode muligheder.

Derfor var det besynderligt, at det netop var i den fase af kampen, at midtjyderne endelig åbnede målscoringen ved Junior Brumado.

Efter målet genvandt FC Midtjylland kontrollen og kørte sejren hjem.

/ritzau/