Video : Tipsbladet
Superliga

Blev AGF snydt igen?

Tipsbladet zoomer ind på Superliga-kampen mellem FC København og AGF.

PARKEN (Tipsbladet)

FC København - AGF 3-2 (1-2)
0-1 Tobias Bech (13.).
1-1 Diogo Goncalves (27., str.).
1-2 Mads Emil Madsen (32.).
2-2 Orri Oskarsson (73.).
3-2 Thomas Delaney (78.).

Kampens bedste:
FC København
Et fuldstændigt magisk comeback for Thomas Delaney, der sendte FCK-fansene i ekstase med sit 3-2-mål! Den hjemvendte søn steg til vejrs og scorede sejrsmålet i sin første kamp i FCK-trøjen i syv-et-halvt år. Rent spillemæssigt var det dog de to svenskere, der gjorde det bedst for hjemmeholdet i dag. Jordan Larsson havde nogle gode aktioner og burde have fået en assist, da han afdriblede Gift Links i en kontra og spillede Orri Oskarsson, men hjemmeholdets bedste var Viktor Claesson, indtil han efter en time blev afløst af Delaney. Claesson havde flere gode offensive aktioner og fik også tilkæmpet sig et straffespark på rutineret vis, selvom han måske faldt for nemt i situationen.

AGF
AGF er ikke et hold, der vælter sig i kreative offensivspillere, og derfor ligger en stor del af ansvaret på Mikael Andersons skuldre. Men man må sige, at Anderson virkelig formåede at skabe ravage i FCK-defensiven ved flere lejligheder, hvor islændingen med sin fart og driblinger kom igennem gang på gang i første halvleg. Især Andersons flotte løb ved 1-0-målet skal fremhæves, men også Tobias Bech leverede en stærk præstation, som han fik kronet med et skarpt angribermål. Og så må man lige løfte på hatten for Mads Emil Madsen, der både scorede og satte to FCK-spillere med en Laudrup-dribling i anden halvleg.

Kampens værste:
Jacob Neestrup kan næppe have været voldsomt tilfreds med det, FC Københavns defensiv leverede i første halvleg. Munashe Garananga virkede en anelse usikker i enkelte situationer og Nathan Trott var også ved at lave en dyr fejl, men den helt store synder var Birger Meling, der virkelig endte i en skurkerolle ved 1-0-målet, hvor nordmanden først blev overløbet af Mikael Anderson, inden han lod Tobias Bech få alt for meget plads få sekunder efter. Ved 2-1-målet kan Orri Oskarsson heller ikke være specielt tilfreds med sin clearing, der endte som en perfekt assist til Mads Emil Madsen. Hos gæsterne lavede Frederik Tingager en dyr, dyr fejl, da han mistimede en høj bold, hvilket Orri Oskarsson kynisk udnyttede til at udligne til 2-2.

Kampens detalje:
For anden uge i træk var AGF involveret i en kontroversiel straffesparkskendelse. I sidste uge var det Tobias Bech, der ikke fik et straffespark i 1-1-kampen mod FC Midtjylland, og i dag mod FC København fik århusianerne så dømt et diskuterbart straffespark imod sig, da Viktor Claesson røg i græsset efter en duel med Gift Links. Sydafrikaneren var rasende på FCK-stjernen, der da også så ud til at opsøge kontakten selv til en vis grad. Blev AGF snydt igen?