VIBORG (Tipsbladet) OB skal spillen i 1. diviosion i næste sæson.
Det står klart, efter at fynboerne lørdag tabte til Viborg og definitivt rykkede ud af Superligaen. En masse OB-fans var troppet op i Viborg for at støtte klubben i den sidste desperate livskamp, men da det ikke lykkedes, kunne man også se frustrationerne lyse ud af dem.
Fodbolddirektør Björn Wesström blev da også overfuset af de mange fans, men det havde svenskeren forståelse for.
- Sådan er det, jeg forstår dem. Det er deres passion og liv, vi taler om. At de ser mig som den ansvarlige, er helt naturligt, jeg forstår det. Jeg har fuld forståelse for det. De lægger deres liv for det her. Vi rykker ud af Superligaen. Jeg havde ikke forventet, at reaktionerne skulle være anderledes, siger Björn Wesström og tilføjer:
- Jeg arbejder for dem. Jeg forsøger, jeg gør mit bedste, men det har ikke været godt nok, siger han og sætter få, men præcise ord på, hvad han mener om at være rykket ned:
- Det er en katastrofe. Det er noget pis, forklarer han og giver sit syn på, hvilket ansvar han bærer for katastrofen:
- Det højeste. Jeg er ansvarlig for fodbolddelen og kommer ikke til at pege på andre. Absolut ikke, siger han og afviser, at han selv vil gå fra pladsen.
- Det synes jeg i grunden ikke er op til mig. Hvis det var op til mig, så er jeg sådan som leder, at viger ikke fra pladsen, fordi det ikke var godt nok. Man skal som leder også håndtere de perioder, som ikke er gode nok. Jeg står her, indtil nogen siger til mig, at jeg ikke skal gøre det.
- Nu går vi ind i en dyb evalueringsperiode og skal sikre, at det her aldrig sker igen. Man skal bygge en base, som er holdbart og bæredygtigt, slutter OBs fodbolddirektør.