Video : Tipsbladet
Superliga

Bjelland havde tung aften i Brøndby: Fatal fejl fra mig

FCK-stopperen Andreas Bjelland nægter at opgive kampen om at indhente FCM, selv om han kostede to point.

Nogle fejl er værre end andre.

Og Andreas Bjelland erkendte, at det var en af de slemme fejl, han leverede i søndagens 1-1-kamp ude mod Brøndby.

FCK var foran 1-0, inden Bjelland i det 90. minut lagde bolden for kort tilbage til sin keeper, Karl-Johan Johnsson.

Brøndby-angriberen Mikael Uhre tog imod gaven og udnyttede den til at skaffe Brøndby det ene point.

Bjelland stillede sig efterfølgende op og tog ansvar for brøleren.

- Det er en af de tungere dage. Er det ikke det? Det er ikke sjovt. Så tæt på tre point, og så er jeg skyld i, at det kun blev til et enkelt.

Læs også:AGF slår FC Midtjylland i fantastisk topkamp

- Det er klart, at det - ikke kun for mig selv - men mere for mine holdkammerater og fans ikke er vildt sjovt, siger Bjelland.

Den 31-årige rutinerede stopper er ærgerlig over, at det ikke lykkedes for FCK at holde fast til slut.

- Man laver fejl i fodboldkampe, og man kan lave fejl på kedelige tidspunkter. Og det var det desværre i dag. Det var ikke godt nok.

- Jeg ramte den bare ikke ordentligt. Det var teknisk ikke godt nok. Jeg ville bare spille den tilbage til Kalle med en pasning, men den fik ikke nok fart.

- Og så var Uhre snu til at samle den op og lige prikke den over Kalle. Det var et dårligt tidspunkt at lave så fatal en fejl, siger Bjelland.

Han nægter dog at give op i kampen om guldet, selv om FC Midtjylland har et solidt forspring ned til FCK.

Læs også:Highlights fra Brøndby-FCK: To sene mål og et mørkerødt kort

- Man skal altid tro på det. Det er stadig muligt, vi har stadig en del kampe tilbage. Vi har dem selv to gange. Der er ingen nemme kampe i det her slutspil.

- Så vi bliver ved med at tro på det. Det havde været lidt sjovere, hvis vi havde fået tre point, siger Bjelland.

FCK-træner Ståle Solbakken sagde efter kampen, at han ikke "orkede" at snakke om guldkampen og kaldte det "fuldstændigt ligegyldigt".

Nordmanden sammenlignede til gengæld Bjellands brøler med Jesper Olsens fejl i en kamp for Danmark ved VM i 1986 mod Spanien.

- Jeg så det som en klassisk kort tilbagelægning. Det sker jo nogle gange i fodbold. Det skete for Jesper Olsen, og nu skete det for Andreas Bjelland, siger Solbakken.

/ritzau/

Læs også:Brøndby-boss om antal tilskuere: Var I tvivl om, der var 15.000

Læs også:Skuffet Solbakken: Det her skal Daramy gøre bedre

Læs også:Udskældt FCK-kaptajn kommenterer på sin omtalte tackling