Med sejren over Lyngby mandag aften rykkede Brøndby tilbage på førstepladsen i Superligaen efter fire runders fravær, så cheftræner Niels Frederiksen fortsætter den fine udvikling af det unge mandskab.
Til gengæld har der ikke været nogen udvikling i samtalerne om hans kontraktudløb med klubben til sommer, og det har han det helt fint med.
- Jeg har sgu ikke noget nyt at tilføje. Jeg tror, at der er en gensidig enighed om, at nu spiller vi efteråret færdig, og på et eller andet tidspunkt derefter sætter vi os sammen. Om det så bliver i januar, marts eller juni, kan jeg jo ikke sige, men vi skal have en snak om, hvordan tingene er gået, hvor vi står, og hvor vi skal hen. Og så må vi så hver især finde ud af, om det er et godt match, siger den 52-årige Niels Frederiksen.
Læs også:FC Midtjylland kæmper for at undgå tangering af negativ CL-rekord
Han har været cheftræner i Brøndby siden sommeren 2019 og førte holdet til en fjerdeplads i sidste sæson, der nok var uden for ambitionen om en top tre-placering, men stadig var et fornuftigt resultat, når nu man undervejs trimmede truppen økonomisk i form af afskeden med dyre profiler som Kamil Wilczek, Dominik Kaiser og Hany Mukhtar.
Og i denne sæson ligger Brøndby så nummer et med 21 point efter 10 runder, så på den måde kan man sige, at Niels Frederiksen tager en stærk hånd med til forhandlingsbordet.
Det postulat afstedkommer nu kun et højt grin på den anden side af interviewbordet.
Læs også:AC Horsens tager afsked med midtbanespiller
- Ja ja, det er da gået udmærket, men nu må vi se, siger Brøndby-cheftræneren, der i de 46 første ligakampe med Brøndby har vundet præcis halvdelen og hentet 1,67 point per kamp i snit.
På mandag venter AGF på udebane i Aarhus.
Læs også:AaB-rygtet spanier kan tage over for tidligere Brøndby-spiller
Læs også:Avis: Derfor er Sisto ude af Champions League-opgøret mod Atalanta
Læs også:Det lærte vi af Superligaen: Brøndby ligner FC Midtjyllands førsteudfordrer