Video : Tipsbladet
Superliga

BIF-træner vil kæmpe for fjerdepladsen: AGF kommer med 120 procent

Brøndby-spillerne skal evne at matche AGF-spillernes energiniveau i morgendagens sæsonafslutning, forudser cheftræner Niels Frederiksen.

Det er sæsonens sidste kamp, der venter for Brøndby IF, når de blå-gule søndag tager turen til Aarhus for at besøge formstærke AGF.

Mens AGF kæmper for medaljer, bliver gæsternes fokus at bevare holdets nuværende fjerdeplads. Det fortæller cheftræner Niels Frederiksen.

- Målet er at vinde. Det vigtigste for os nu er at forsvare vores fjerdeplads. Vi er to point foran AaB og skal vinde i morgen for at være 100 procent sikre. Derudover vil gerne vi gerne gå på sommerferie med en god fornemmelse, og det gør vi bedst med en sejr, siger han til klubbens hjemmeside.

Og skal Brøndby løbe med alle de tre point, så bliver nøglen at matche energiniveauet fra AGF-mandskabet, mener Frederiksen.

- Vi skal være klar over at AGF kommer med 120 procent. Det gør de altid, når de skal møde os - sæligt på hjemmebane. Nu spiller de ovenikøbet for medaljer. Så vi skal være opmærksomme på, at de kommer buldrende med en masse energi. Det skal vi selvfølgelig kunne matche. Vi skal være kloge. AGF er er rigtig dygtige i omstillingerne, og det skal vi sørge for at have styr på. Vi skal tænke os om når vi angriber, og så skal vi spille med stort mod, for jeg tror også vi får tid og plads til at spille. Det skal vi drage fordel af, lyder det fra cheftræneren.

Der er kampstart på Ceres Park søndag aften klokken 19.00.