Brøndby IF spillede for anden kamp i træk uafgjort, da de torsdag aften gæstede FC Midtjylland. Og ligesom i weekendens kamp mod AGF, holdt Brøndby IF buret rent.
Og på udebane mod Superligaens tophold er det en præstation, man kan glæde sig over. Brøndbys cheftræner, Niels Frederiksen, var nemlig yderst tilfreds med sit holds defensive arbejde i torsdagens kamp.
Læs også:Sviatchenko efter pointtab mod Brøndby: Det er ikke træthed
- Når man kommer her på MCH Arena, er det stærkt at holde nullet. Det er der ikke mange hold, der gør. Jeg er også stærkt tilfreds med at forsvare de lidt for mange standarder, som FC Midtjylland får. I åbent spil kreerer de ganske lidt, og de muligheder, de har, opstår efter standarder, siger Niels Frederiksen til TV3+ efter kampen og tilføjer, at ét point var fint:
- Når vi går ind til sådan en kamp her, går vi ind for at vinde den. Men jeg sidder også ude på linjen og kan fornemme de sidste 10-15 minutter, at vi bliver lidt ekstra hårdt presset. Der svæver de lidt for meget omkring vores mål, og der må vi også sige - når vi kigger på kampen som helhed med de relativt få chancer, vi skaber – at vi må være tilfredse med et point herovre.
Læs også:Optakt: AC Horsens - Randers FC
Til gengæld kom Brøndby IF heller ikke på måltavlen, og det har de altså ikke gjort i deres seneste to kampe. Niels Frederiksen mente dog, at offensiven gjorde det bedre mod FC Midtjylland, og han håber på en endnu bedre præstation weekendens derby.
- Det var en bedre præstation i dag. Det er ingen hemmelighed, at mod AGF var det slet ikke godt nok i forhold til det, vi gerne vil, og der synes vi, at det var bedre i dag. Men hvis vi kan lave den samme forbedring op til FC København-kampen, har vi fine muligheder for at drille dem og vinde den kamp. Men vi skal hele tiden bygge på. Vi er et hold under udvikling, siger Niels Frederiksen.
Brøndby IF tager imod FC København søndag klokken 18.00.
Læs også:FCN-træner efter nederlag i Aarhus: Det var drenge mod mænd
Læs også:Nordsjælland-profil jagter fortsat bronzemedaljer
Læs også:Islandsk stopper glider ud af FC København-trup