Video : Tipsbladet
Superliga

BIF-skytte træt af manglende point trods frisparksmål

Brøndbys Dominik Kaiser ærgrer sig over, at hans to frisparksmål i to kampe ikke har været nok til point.

Brøndbys Dominik Kaiser scorede direkte på et frispark for anden ligakamp i træk, da Brøndby tabte 1-2 til Sønderjyske.

Det gjorde han også, da Brøndby runden før tabte i ligaen til Esbjerg.

Tyskeren er glad for sine mål, men han er mere træt af, at det ikke har været nok til at få point i de to kampe.

- Det er fedt at score, men det hjælper ikke holdet, hvis vi taber kampen alligevel, så det er rigtig hårdt, siger Dominik Kaiser.

- Jeg vil gerne præstere på et godt niveau, men det er lige meget, om jeg scorer eller laver oplæg, hvis vi alligevel ikke vinder.

Læs også:Greko efter sejr: Det er helt vildt vigtigt for os

I det sidste minut fik Brøndby en gylden mulighed, da holdet fik et frispark fra nogenlunde samme position, som det frispark Kaiser havde sparket ind ti minutter forinden.

Alligevel endte det med at være Hany Mukhtar, der sparkede uden succes.

- Vi diskuterede det, og jeg ville gerne tage det. Det havde også givet mening, efter at jeg havde scoret to mål på frispark i to kampe, siger Kaiser.

- Men jeg kender til Mukhtars frisparkskvaliteter, og han har også haft svært ved at finde niveauet i denne sæson, så jeg lod ham tage det.

- Men næste gang tager jeg det og scorer, siger midtbanespilleren.

Læs også:Ærlig Johan Larsson om Brøndbys situation: Det er hårdt lige nu

Brøndby-træner Niels Frederiksen så forbedringer hos sit hold, selv om det ikke blev til point mod Sønderjyske.

- Vores præstation var væsentligt bedre end mod Esbjerg, men det er svært at glæde sig over, når vi ikke fik point.

- Nogle gange ryger fodboldhold ind i en periode, hvor tingene ikke fungerer, og sådan en periode er vi inde i lige nu, siger Niels Frederiksen.

I næste runde skal Brøndby møde ærkerivalerne fra FC København.

/ritzau/

Læs også:Niels F. efter skrækkeligt nederlag: Situationen er alvorlig

Læs også:Sønderjyske slår Brøndby og får første sejr siden juli

Læs også:Bedst og værst: Brøndby havde sæbehandsker med til Sønderjyske