Bestemt Brøndby-træner: Wilczek skal kraftstejlme ikke score mod os
Kamil Wilczek har seks gange scoret mod FC København som Brøndby-spiller. Nu skal de blå-gules tidligere anfører forsøge at score iført en hvid FCK-trøje.
Polakken er som bekendt skiftet til FC København denne sommer, og allerede i sin anden Superliga-kamp for hovedstadsklubben møder han sine tidligere holdkammerater i Brøndby IF. Det sker, når Niels Frederiksens tropper gæster Parken den 20. september.
Der er ingen tvivl om, at alles øjne vil hvile på Kamil Wilczek i det opgør, og polakken vil ikke være nogen populær mand blandt Brøndby-spillerne. Det lægger cheftræner Niels Frederiksen heller ikke skjul på.
Samtidig glæder han sig til gensynet med Wilczek.
- Det bliver da skidesjovt. Vores spillere vil jo nægte at lade ham score. Simpelthen. De vil nægte at lade ham score. Han får en hård kamp, men det skal han også have. Det bliver fedt, og det glæder jeg mig til. Det bliver jo en kamp i kampen for vores spillere, og sådan skal det også være. Han skal kraftstejlme ikke have lov til at score mod os, siger Niels Frederiksen til Tipsbladet.
Brøndbys muligheder for at holde Kamil Wilczek fra fadet har dog lidt et knæk i den forstand, at de blå-gules bedste forsvarsspiller Andreas Maxsø er ude med karantæne.
- Vi havde da gerne set Maxsø pakke Kamil ind inde i Parken. Det havde jeg da rigtig gerne set, men nu er der altså en anden, der kommer til at skulle gøre det, lyder det fra cheftræneren.
Du kan læse et stort interview med Niels Frederiksen i Tipsbladet, som er på gaden i dag, fredag. Du får også et interview med AGF-hardhitteren Nicolai Poulsen, et stort fokus på Kasper Hjulmands start som dansk landstræner og de kommende kampe mod Belgien og England. Og meget mere. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet.
Du kan også få Tipsbladet digitalt hver fredag - se her hvordan.