Esbjerg fB - OB 0-1 (0-0)
0-1 Sander Svendsen 67´
Kampens bedste:
Esbjerg fB
Rudolph Austin var en fornøjelse at følge under kampen mod OB. Defensivt var han rigtig god til at bryde spillet, når OB kom blæsende, mens han også turde at gå med offensivt. Var med i den opbyggende fase, og generelt virkede han meget sikker.
OB
Det ville selvfølgelig være meget nærliggende at give den til norske Sander Svendsen, der scorede på en skidt OB-dag. Sander Svendsen var dog en skygge af sig selv langt hen i opgøret, så titlen går til Ryan Johnson Laursen. Super solid i defensiven, mens han som vanligt var rigtig god til at gå med i de offensive ryk. Var god på en dårlig dag for det meste af OB-holdet.
Kampens værste
Går faktisk til vinderholdet. Troels Kløve har været en af sæsonens helt store oplevelser for OB, men det så rigtig skidt ud søndag i Esbjerg. Lavede utroligt mange fejl især i 1. halvleg, og generelt så man ikke ret meget til en spiller, der ellers er startet sæsonen flot med flere fuldtræffere.
Kampens detalje
Sander Svendsen spillede en skidt kamp, men hans scoring søndag var fænomenal. Det er ofte svært at holde bolden nede, når man skal firsttime et skud i høj fart. Det gjorde Svensen dog til perfektion, da muligheden opstod rundet 67 minutter med en tilbagelægning i feltet. Med en resolut firsttimer sikrede han sejren til sit hold, og hvilken måde at gøre det på.