Video : Tipsbladet
Superliga

Belgisk danskerklub vil have OB's Casper Nielsen

Casper Nielsen fra OB kan muligvis se frem til at prøve sig af udenfor Danmark i fremtiden.

Casper Nielsen havde i den seneste Superliga-sæson et godt år, som har tiltrukket interesse for ham fra udenlandske klubber. Selv har han tidligere udtalt, at der har været interesse for ham, og nu er der kommet navn på en af klubberne.

Det drejer sig om den belgiske klub Royale Union Saint-Gilloise. Det melder Fyens Stiftstidende.

St. Gilloise, som de også kaldes, var tæt på oprykning til den bedste belgiske række i den seneste sæon, og de har tilsyneladende udset sig Danmark som et godt sted at hente forstærkning frem mod den kommende sæson.

Hvis det også lykkes for dem at hente Casper Nielsen til klubben, så bliver midtbanespilleren holdkammerat med den tidligere Randers-forsvarer Jonas Bager, der for nyligt er rykket videre til klubben. Derudover har de også lige præsenteret dansk-spanieren Thomas Christiansen som ny cheftræner.

Når Casper Nielsen er særligt interessant for dem, så hænger det muligvis også sammen med, at han har kontraktudløb med fynboerne i sommeren 2020, og derfor er det ved at være sidste chance for OB, hvis de vil have penge for ham - hvis de altså ikke får forlænget med ham.

I forbindelse med et interview med OBstruktion slog Casper Nielsen endvidere fast, at han har en ambition om at komme ud.

Casper Nielsen kom til OB i 2017 fra EfB, og det er siden blevet til 77 kampe for midtbanespilleren i de blåhvide striber med syv mål og otte assister til følge.