Fiasko: Belgiere stopper Tottenhams ubesejrede stime
Foto: Getty Images
Europa League

Fiasko: Belgiere stopper Tottenhams ubesejrede stime

Pierre-Emile Højbjerg blev skiftet ind i pausen, men han kunne ikke forhindre Tottenham i at tabe til Antwerp.

For første gang siden sæsonpremieren måtte Tottenham-spillerne torsdag aften gå fra banen uden point.

London-klubben tabte 0-1 ude til Royal Antwerp i Europa League, selv om Tottenhams mandskab undervejs i kampen blev stærkere og stærkere.

Manager José Mourinho startede kampen med en lang række reserver, men den taktik slog fejl, og Tottenham var bagud ved pausen, hvor portugiseren reagerede noget så eftertrykkeligt.

Han skiftede hele fire nye spillere ind i pausen. En af dem var Pierre-Emile Højbjerg, mens de øvrige var de offensive profiler Érik Lamela, Lucas og Son Heung-min.

11 minutter inde i anden halvleg kom også Harry Kane på banen, og dermed havde Mourinho spillet alle sine kort fra bænken.

Det nu stjernespækkede Tottenham-hold kunne dog ikke få nedbrudt det solide belgiske mandskab og fremtvunget en udligning som modsvar på Lior Rafaelovs fuldtræffer i første halvleg.

Hjemmeholdet havde flere store muligheder for at udbygge føringen, men enten manglede skarpheden, eller også var Hugo Lloris vaks i Tottenham-målet.

Den franske keeper kunne dog ikke egenhændigt forhindre, at stimen på 11 kampe i træk uden nederlag på tværs af alle turneringer kom til en ende.

Bedre gik det for AC Milan, som undgik at komme i problemer hjemme mod Sparta Prag i en af de andre Europa League-grupper.

Med landsholdsanfører Simon Kjær på banen fra start til slut vandt Milan med 3-0 og har maksimumpoint i gruppe H efter to kampe.

Brahim Díaz åbnede målscoringen på oplæg fra Zlatan Ibrahimovic i første halvleg. Siden nåede den svenske fodboldstjerne at brænde et straffespark, inden han blev skiftet ud i pausen.

I anden halvleg udbyggede Rafael Leao føringen til 2-0 efter et fornemt oplæg fra sin portugisiske landsmand Diogo Dalot. Midtvejs i halvlegen øgede Dalot selv føringen med yderligere et mål.

/ritzau/