Bedst og værst: Spilleglæde og VAR-glæde i FC København
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Bedst og værst: Spilleglæde og VAR-glæde i FC København

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem SønderjyskE og FC København.

SønderjyskE - FC København 1-3 (0-2)
0-1 Mohamed Daramy (4.)
0-2 Carlos Zeca (34.)
1-2 Alexander Bah (73.)
1-3 Rasmus Falk (81.)

Kampens bedste:
SønderjyskE:

Der er en grund til, at Alexander Bah er inde omkring det danske landshold. Det er han, fordi han lige nu er Superligaens bedste højre (wing) back. Det satte han også to streger under mod FC København, hvor han med afstand var hjemmeholdets bedste. Bah reducerede på 1-2 på hovedstød, og han var hele tiden en trussel mod FC Københavns defensiv. Der er næppe tvivl om, at 22-årige Bah er i SønderjyskE på lånt tid. 

Læs også:- FC København gør nar med spillertruppen

FC København:
Carlos Zeca var tilbage for FC København, og løverne er ganske enkelt bare et bedre hold med kaptajnen på banen. Som altid var grækeren en effektiv støvsuger, men han bidrog også med noget så usædvanligt som en scoring. Zecas pasninger sad lige i skabet, og ofte formåede FCK-profilen at spille sig ud af problemerne. En god præstation af Zeca på et FCK-mandskab, der virkede til at have fået noget spilleglæde tilbage.

Kampens værste:
Julius Eskesen har formået at bide sig fast i SønderjyskE og er startet inde i de seneste fire kampe, men hans startplads må hænge i en meget tynd tråd i næste runde. Den tidligere OB-spiller havde en meget skidt dag på kontoret, og særligt ringe var Eskesens dødbolde. Glen Riddersholm flåede midtbanespilleren ud efter godt en time - det kunne han have gjort langt tidligere.

Læs også:William Kvist forstår godt de knuste AGF-hjerter

Kampens detalje:
VAR er kommet til Superligaen, og det skal FC København være glade for denne søndag. SønderjyskE kan omvendt ærgre sig. Hele to gange kom VAR gæsterne til undsætning.

Første gang, da linjedommeren vinkede offside på Mohamed Daramy ved 1-0-scoringen, men blev korrigeret af VAR, og igen i starten af anden halvleg, da Nicolai Boilesen begik et klokkeklart straffespark på Alexander Bah, men VAR opdagede en offside i opspillet. Det tog i øvrigt hele 3 minutter og 12 sekunder at nå frem til den konklusion. VAR er en klokkeklar gamechanger i Superligaen, og i dag var skæbnen hård ved SønderjysKE.

Læs også:Jess Thorup blev hyret før sportschef: Slet ikke noget problem

Læs også:FCK bekræfter direktørs stop: Han kunne ikke se sig selv i dette

Læs også:FC København-spillere i kritik af Ståle: Ubrugelige ting blev slynget ud